Læseforskere: Politikere bruger Pisa-undersøgelsen til at begrunde stort set alle tænkelige synspunkter

Politikere, skolefolk og forskere bruger i stor stil Pisa-undersøgelserne som belæg for enhver tænkelig skolepolitisk dagsorden. Det forplumrer debatten og er spild af viden, som faktisk kan bruges til at udvikle skoler og uddannelser, skriver Peter Heller Lützen og Jesper Bremholm.

I Danmark har Pisa-undersøgelserne gennem tiden været brugt til lidt af hvert. Som bemærket 9. december 2023 i Altinget ville Anders Fogh Rasmussen (V) afskaffe gruppeeksamener, Tørnæs (V) indføre nationale test, Antorini (S) gennemføre skolereformen og Tesfaye (S) nu rulle den tilbage igen.

Vi forholder os i det følgende kun til læsedelen, og også denne gang står meningsdannere klar med bekvemme forklaringer på det aktuelle – men beherskede – fald i læseresultater: Det er digitaliseringens skyld, det er nedlukningernes skyld, det er skolereformens skyld, det er læreruddannelsens skyld.

Men mindre digitaliserede lande har større fald end Danmark, svenske skoleelever klarer sig dårligere end danske og blev ikke sendt hjem under pandemien, lande uden skolereformer klarer sig dårligere end Danmark, og Norge har lige været gennem en forlængelse og stærk forbedring af deres læreruddannelse, men oplever også større fald end Danmark.

Login