Oppositionen skændes om sociale klausuler

FORLIG: Merete Riisager (LA) beskylder den øvrige opposition for at bakke op om sociale klausuler, efter den har sagt god for regeringens praktikpladsaftale. V, K og DF afviser kritikken, men udelukker ikke klausuler i fremtiden.

Der er uro i oppositionen, efter Liberal Alliance som det eneste borgerlige parti valgte at stå uden for den praktikplads-aftale, som regeringen og resten af partierne blev enige om i tirsdags.

Partiets undervisningsordfører Merete Riisager forstår nemlig ikke, hvorfor Liberal Alliance var det eneste parti, der sagde nej til aftalen. Hun undrer sig over, at de andre borgerlige partier vil være med i en aftale, der vil bruge sociale klausuler. Noget, som hun betegner som "et tvangsprincip".

I aftalen står der bl.a., at "regeringen vil nedsætte en tværministeriel arbejdsgruppe, som skal beskrive, hvordan der sikres en øget, ubureaukratisk og omkostningseffektiv brug af sociale klausuler om praktikpladser i offentlige udbud."

Netop derfor forlod Liberal Alliance forhandlingerne, da partiet ifølge ordføreren ikke vil tvinge virksomheder til at tage erhvervspraktikanter.

"Jeg stiller spørgsmålstegn ved, hvorvidt borgerlige partier kan tilslutte sig en aftale, som prioriterer sociale klausuler. Jeg mener, at Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti sælger ud af borgerlige grundprincipper, når de på den måde accepterer sociale klausuler," siger hun.

Login