Forskningsprojekt skal følge reform af erhvervsuddannelserne

KORT NYT: Et nyt forskningsprojekt søsat af Undervisningsministeriet skal følge implementeringen af den kommende erhvervsuddannelsesreform. KORA, EVA og Danmarks Statistik får ansvar for projektet.

Realiseringen af erhvervsuddannelsesreformen står for døren.

I den forbindelse har Undervisningsministeriet igangsat et projekt, der skal følge implementeringen og effekten af reformen. KORA, Evalueringsinstituttet og Danmarks Statistik skal i samarbejde gennemføre projektet.

Formålet med den kommende EUD-reform er at gøre erhvervsuddannelserne mere attraktive og få flere unge til at vælge de mere praktiske uddannelser. Desuden skal reformen være med til at sikre, at erhvervsuddannelserne i større grad udfordrer eleverne, ligesom tilliden og trivslen på skolerne skal styrkes.

Baselineprojekt giver grobund
Første del af forskningsprojektet er et baselineprojekt. Baselineprojektet skal sikre et sammenligningsgrundlag ved at afklare de elementer i de nuværende uddannelsers optagelseskrav, struktur og pædagogik, som den kommende reform ændrer. De første resultater af baselineprojektet vil ligge klar i foråret 2015.

Når reformen for alvor træder i kraft i 2015, vil KORA, EVA og Danmarks Statistik, med afsæt i baselineprojektet, undersøge, hvordan implementeringen af reformen forløber, samt hvilken virkning reformen har. Undersøgelsen vil tage afsæt i blandt andet spørgeskemaundersøgelser og interviewundersøgelser på seks udvalgte erhvervsskoler.

Forskningsprojektet bliver gennemført i perioden 2014-2020, og redegørelser over projektet vil løbende blive offentliggjort. 

Login