Flere unge skal vælge en erhvervsuddannelse

KORT NYT: Alt for mange unge gennemfører en gymnasial uddannelse, inden de begynder på en erhvervsuddannelse. Det skal en ny kampagne fra Ministeriet for Børn og Undervisning være med til at lave om på.

Børne- og undervisningsminister Christine Antorini (S) mener, at det er afgørende, at flere unge vælger en erhvervsuddannelse:

"I fremtiden har Danmark brug for flere faglærte. Erhvervsuddannelserne åbner for spændende job, god løn og praktik i udlandet. Vi kan se, at mange unge vælger gymnasiet, men siden starter på en erhvervsuddannelse. Jeg håber, at flere unge vil søge ind på en af de mange udfordrende erhvervsuddannelser, og at forældre, skoler og vejledere vil fortælle de unge om erhvervsuddannelserne," siger hun i en pressemeddelelse.

På nogle erhvervsuddannelser har helt op til 27 procent af eleverne gennemført en gymnasial uddannelse, inden de begynder på en erhvervsuddannelse. Det tal skal den nye kampagne hjælpe med at bringe ned, fastslår Christine Antorini (S).

Login