Fætter-kusine-fest i skolebestyrelserne

INDSPIST: Erhvervsskolernes flertal i erhvervsakademiernes bestyrelser skader akademierne, lyder det fra arbejdsmarkedets parter, som også langer ud efter generel indspisthed i uddannelsessektorens bestyrelser. K er klar til lovændring.

Underdirektør i Finanssektorens Arbejdsgiverforening, Mariane Dissing, påpeger især det uhensigtsmæssige ved bestyrelsessammensætningen på erhvervsakademierne i et debatindlæg på Altinget | Uddannelse i dag.

Lovgivningen tilsiger, at flertallet i akademiernes bestyrelser skal udpeges af de nærliggende erhvervsskoler, men der opstår nemt interessekonflikter, fordi de selvsamme erhvervsskolerne skal udspalte både ejendomme, økonomiske midler og uddannelsesudbud til akademierne, og erhvervsskolerne er samtidig stadig underleverandører af uddannelse til akademierne, forklarer Mariane Dissing.

"Det er en underlig cirkulær konstruktion, og man kan stille spørgsmålstegn ved habiliteten, og om det udelukkende er akademiernes interesser, som bliver varetaget i bestyrelserne," siger hun og tilføjer, at lovgivningen bør ændres, og at der ved den lejlighed også kan kigges på sammensætningen i andre uddannelsesinstitutioners bestyrelser.

Fætter-kusine-fest
Også i erhvervsskolernes bestyrelser vækker kritikken genklang. Jørn Ibsen, direktør for Danske Erhvervsskoler - Bestyrelserne, er enig i, at sammensætningen er et problem for erhvervsakademierne og kritiserede det allerede, da loven blev vedtaget, forklarer han.

"Bestyrelser baseret på inhabilitet er en dårlig idé. Hvis man foreslog det som studerende på Handelshøjskolen, ville man dumpe med et brag. Konstruktionen skal laves om," siger han.

Men det er ikke kun faren for inhabilitet, som præger de nuværende bestyrelsessammensætninger; der er også så mange personoverlap i bestyrelserne på uddannelsesinstitutioner, sådan at en erhvervsskolerektor eller -direktør principielt kan sidde i bestyrelsen på både det nærliggende akademi, professionshøjskole, gymnasium osv.

"Det er en uskik, at der er institutionsledere i bestyrelserne, og der er noget fætter-kusine-fest over det og en sammenblanding af interesser, som ikke er godt," siger Jørn Ibsen, men tilføjer også:

"Selv med nye bestyrelser uden institutionsfolk, så vil det være svært at undgå visse personoverlap, for det er folk med en vis viden og interesse for uddannelserne, som skal sidde i bestyrelserne. Så det kan man ikke tage højde for i alle tilfældene, men de bestyrelsesmedlemmer er ikke anderledes stillet end de medlemmer af virksomhedernes bestyrelser, som har dobbeltposter."

Login