Erhvervsskoler frygter færre elever med nye kvoter

KONSEKVENS: Ny dimensionering af en række erhvervsuddannelser medfører reelt en adgangsbegrænsning, og skolerne frygter nu, at afviste unge helt vil opgive at tage en erhvervsuddannelse.

Trepartsaftalens ambitioner om at skabe op til 10.000 nye praktikpladser kan komme til at spænde ben for regeringens mål om at få langt flere unge ind på en erhvervsuddannelse, fordi ny adgangsbegrænsning på flere af uddannelserne vil få flere unge til at søge helt uden om erhvervsskolerne.

En anden konsekvens af adgangsbegrænsningen er, at der nu rokkes ved den uddannelsesgaranti, der ellers blev givet med erhvervsuddannelsesreformen, og som skulle bidrage til, at elever og forældre skulle se erhvervsuddannelserne som sikre og attraktive uddannelsesvalg.

Sådan lyder det fra Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier, der nu over for undervisningsminister Merete Riisager (LA) og Folketingets undervisningsordførere påpeger, at der er en ”betydelig risiko” for, at trepartsaftalens dimensionering af en række erhvervsuddannelser kan komme til at virke ”kontraproduktivt” i forhold til målsætningen om, at 30 procent af de unge i 2025 skal gå på en erhvervsuddannelse.

Login