Det giver finansloven til uddannelse

OVERBLIK: Finansloven præsenteres under overskriften "investeringer, velfærd og ansvarlighed". Se her, hvilke investeringer regeringen foreslår omkring uddannelse.

1,1 mia. kr. mere til investeringer i uddannelse, forskning, innovation og iværksætteri
Som led i aftalen om globaliseringspuljen foreslår regeringen, at der i alt afsættes 8,7 mia. kr. i 2010 til uddannelse, forskning, innovation og iværksætteri. Det er 2,2 mia. kr. mere end i 2009, hvilket inkluderer 1 mia. kr. til investeringer i et teknologisk løft af universiteternes laboratorier. Regeringen vil afsætte i alt 3 mia. kr. i 2010-2012 til et teknologisk løft af universiteternes laboratorier, heraf 1 mia. kr. i 2010. Hertil kommer, at der som følge af almindeligt slid iværksættes renovering af laboratorierne for i alt 3 mia. kr. over de kommende år, som finansieres inden for den statslige huslejeordning. Dermed investeres der samlet set 6 mia. kr. over de næste 6-7 år.

100 mio. kr. ekstra til uddannelsestaxametre
Regeringen foreslår at forhøje uddannelsestaxametrene på humaniora og samfundsvidenskab med 100 mio. kr. årligt fra og med 2010.

201 mio. kr. til flere praktikpladser
For at sikre praktikpladser til unge på erhvervsuddannelserne i den nuværende konjunktursituation styrkes virksomhedernes tilskyndelse til at oprette praktikpladser. Desuden udvides skolepraktikken.

Login