Christine Antorini ny børne- og undervisningsminister

OVERDRAGELSE: Som forudset af mange var det Christine Antorini (S), der blev ny undervisningsminister. Hun får samtidig ansvar for daginstitutionerne, mens de videregående uddannelser flytter til Videnskabsministeriet.

Den nu forhenværende undervisningsminister Troels Lund Poulsen (V) skulle have hele to gaver med, da han i går sagde formelt farvel som minister.

Christine Antorini (S) fik overdraget Undervisningsministeriet og fik samtidig børneområdet og daginstitutioner med i hatten.

Til gengæld skal hun ikke beskæftige sig med de videregående uddannelser på erhvervsakademierne og professionshøjskolerne. Det overgår nemlig til Morten Østergaard (R), som er ny videnskabsminister.

Ny, erfaren minister
Selvom Christine Antorini ligesom de fleste af hendes nye kolleger ikke har ministererfaring, er hun langt fra uerfaren på uddannelsesområdet. For mens Troels Lund Poulsen ifølge sig selv "ikke er noget uddannelsespolitisk dyr", som han sagde til gårsdagens overdragelse, så er det modsatte tilfældet for Antorini.

Hun har nemlig siddet i uddannelsesudvalget siden 2005, hvilket svarer til seks ud af hendes syv et halvt år i Folketinget.

Blandt andet derfor havde Ugebrevet A4, Politiken og Altinget.dk alle spået hende som den nye undervisningsminister. Kaninen i hatten var altså ikke en person, men i stedet omfordelingen af ressortområderne.

Login