Balle: Folkeskolen er en politisk kampplads

BEKYMRING: Skoleledernes formand Anders Balle er bekymret over, at politikerne ikke i højere grad evner at indgå brede forlig på folkeskoleområdet. Det ødelægger kontinuiteten for eleverne, mener han.

"I de seneste år er folkeskolen blevet en politisk kampplads, hvor der er blevet vedtaget ændringer med forholdsvis snævre forlig, hvor traditionen tidligere var, at når der skulle laves folkeskoleændringer, så var det et meget bredt flertal i Folketinget, der skulle vedtage det. Og det har været anerkendt fra partiernes side, at sådan skulle det være. Jeg tror stadig også, at det er ambitionen at gøre det, men det er rent faktisk ikke det, der sker, og det har jo den virkning, at folkeskolen bliver for meget kastebold," siger Anders Balle og uddyber:

"Når vi så skifter undervisningsminister eller regering, så ændrer man folkeskoleloven en gang til, for så vil man tilbage til den retning, som man selv havde bestemt, eller hvad det nu var. Og en skole og et undervisningsforløb for nogle børn er over en tiårig periode, så skal der altså være en meget høj grad af kontinuitet i det, og der er det et sårbart system, hvis det hele tiden bliver lavet om."

Unødige kontrolforanstaltninger
Grundlæggende finder Anders Balle det problematisk, at politikerne på Christiansborg så ofte laver ændringer på folkeskoleområdet. Ikke mindst de mange kontrolforanstaltninger gør, at de ansatte på skolerne bruger kræfterne forkert, påpeger Anders Balle, som ikke skal bruge mange øjeblikke på at komme med en række eksempler.

Login