Folkeskolens betydning for uddannelsesvalg kortlægges

VALG: Nyt forskningsprojekt skal kortlægge, hvilke faktorer der spiller ind på unges valg af uddannelse.

Et nyt forskningsprojekt skal kortlægge en hel årgang københavnske folkeskoleelevers uddannelsesvalg, efter de har forladt folkeskolen. Det skal blandt andet give lærerne, politikerne og forskerne ny viden om, hvilke faktorer der spiller ind på uddannelsesforløb, når de unge forlader folkeskolen.

I 2007 forlod cirka 2.000 unge københavnere folkeskolen. De deltog alle i PISA-København-undersøgelsen, og det er nu de 2.000 unge, der er hovedpersonerne i et nyt forskningsprojekt, som skal kortlægge unges uddannelsesforløb.

"Det er vigtigt at vide, hvilken rolle folkeskolen spiller for de unges valg af uddannelse, og hvad der er årsag til, at de unge ikke går i gang med en uddannelse," siger børne- og ungeborgmester Anne Vang (S) i en pressemeddelelse.  

Projektet er et samarbejde mellem Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, Aarhus Universitet (DPU), Rockwool Fondens Forskningsenhed og Københavns Kommunes børne- og ungdomsforvaltning.

Login