Skole og Forældre advarer mod store skoler

SKOLER: Anbefaling fra Skolernes Rejsehold om større skoler vil føre til en eksplosiv stigning i antallet af friskoler og svække folkeskolen dramatisk, advarer organisationen Skole og Forældre.

"Rejseholdet siger, at store enheder er bedre. Og hvis det er den anbefaling, man i kommunerne lægger sig op ad, når man snakker skolestruktur, kan det blive problematisk, fordi det ikke er entydigt, og der ikke er noget forskningsmæssigt belæg for, at de store enheder er bedre," siger formand for Skole og Forældre, Benedikte Ask Skotte.

Bølgerne går højt for tiden i kommunerne, hvor det diskuteres, hvordan sammenlægningerne skal udmøntes i praksis, men flere af de lukningstruede skoler, har allerede grebet chancen for at omdanne sig til friskoler og derved undgå lukning.  

I Undervisningsministeriet oplyses det, at man havde modtaget 63 anmeldelser af nye friskoler, da fristen udløb 16. august, hvilket er mere end dobbelt så mange som sidste år, hvor man modtog 25 anmeldelser, som resulterede i oprettelsen af 8 nye friskoler.

Login