Farvel til Bertel Haarder

AFSKED: En skarp og entusiastisk minister forlader Undervisningsministeriet efter mere end 15 år på området, men Bertel Haarder (V) sad for længe og var blot en loyal partisoldat, lyder vurderingen.

Han blev første gang undervisningsminister i september 1982 på et tidspunkt, hvor den nyudnævnte undervisningsminister Tina Nedergaard (V) blot var 13 år og stadig gik i folkeskole i det nordjyske. Siden er flere årtier passeret, og Bertel Haarder (V) nåede at sidde som undervisningsminister i sammenlagt 5.594 dage - eller 15 år og 119 dage.

Og ifølge politikere og aktører forlader Bertel Haarder et område, som han på godt og ondt har præget i mere eller mindre grad de seneste tre årtier.

"Når Bertel var bedst, var han en politisk politiker og ikke en administrativ politiker. Han er skarp og ideologisk, men også i stand til at lande et kompromis, så alle føler, at de kommer ud med en sejr. Han havde nogle klare visioner om, hvad han ville med uddannelsespolitikken, men i den sidste del af hans sidste periode gik han i stå. På den måde har han nok været undervisningsminister et par år for meget," siger Christine Antorini, Socialdemokraternes uddannelsesordfører, og bliver bakket op af Marianne Jelved, uddannelsesordfører for De Radikale.

Login