Haarder: Lærerforeningen er et filter

EFTERSYN: Danmarks Lærerforening og andre organisationer er et filter, og det kan man komme uden om ved at invitere praktikere med til Marienborg-møderne, siger Bertel Haarder. Sludder, siger Bondo.

Både Danmarks Lærerforening og Skolelederne er skeptisk over for, at statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har inviteret en lang række almindelige lærere, skoleledere og elever med til Marienborg-møderne i slutningen af januar.

Det vil kunne give en skævhed i debatten, fordi praktikerne udelukkende repræsenterer sig selv, men den anke kan undervisningsminister Bertel Haarder (V) ikke forstå.

"Jeg kan ikke forstå, at organisationerne har noget imod, at praktikerne er indbudt, for jeg har selv haft enorm glæde af at møde praktikere. Det er bedre end at møde folkeskolen gennem det filter, som eksempelvis Danmarks Lærerforening er. Så hvis lærerforeningen skal filtrere, hvad statsministeren og jeg må få at vide, kan det være, at der er nogle vigtige ting, som vi ikke får at vide. Derfor er det rigtigt at have begge parter med," siger Bertel Haarder.

Fortæller ikke hele sandhenden om elevplaner
Han mener, at virkeligheden for eksempelvis elevplanernes popularitet var en helt anden ude blandt de lærere, som Bertel Haarder har mødt, end den virkelighed, han fik præsenteret fra Danmarks Lærerforening. Og det vil han gerne undgå igen.

"Hvis man hørte på lærerforeningen, var der stor modstand imod elevplanerne. Men da jeg kom rundt på skolerne, var der ingen modvilje. Nu ønsker statsministeren at møde både praktikere og organisationsrepræsentanter, og selv om det altid er godt at møde praktikere, skal vi naturligvis også lytte til organisationerne," siger Bertel Haarder.

Login