Lærerforsøg får blandet modtagelse hos aktørerne

LÆRER: Forslaget om en ny femårig læreruddannelse bliver modtaget med både kyshånd og afvisning fra aktørerne på folkeskole-området. Få overblikket her.

Benedikte Ask Skotte, formand for Skole og Samfund:
"Det lyder som et rigtigt spændende projekt. Mange undersøgelser viser, at fagdidaktik er det væsentlige for at højne fagets status og lærernes selvværd. Og vi ville sætte pris på, at der blev arbejdet med et positivt fokus på forældre-samarbejdet."

Anders Balle, formand for Skolelederne:
"Det ser rigtigt spændende ud, og det kunne godt give læreruddannelsen det løft, der skal til for at hæve uddannelsens prestige. Og at gøre uddannelsen til et akademisk niveau kunne være løsningen. Så jeg ser meget positivt på, hvad det forsøg vil ende med."

Laust Joen Jakobsen, rektorformand for professionshøjskolerne:
"Min umiddelbare opfattelse er, at DPU og Danmarks Lærerforening ser et behov for en længere og nyere læreruddannelse, som jeg ikke kan se. De studerende udtaler heller ikke sådan et behov. Jeg er usikker på præmissen og behovet, for jeg kan ikke se det begrundet, at der skal være et femte år. Hver gang man mangler studerende, skal man jo ikke bare løse problemet ved at lave en længere uddannelse. Men når jeg bliver inviteret til samarbejde, så kommer jeg."

Login