Erhvervsskoler optrapper kritik af regeringen

UDDANNELSE: Erhvervsskolerne mener, at regeringen svigter ungdomsuddannelserne. Venstre er tavs, men Dansk Folkeparti afviser kritikken.

Danske Erhvervsskoler er enormt skuffede over, at regeringen vælger at fastholde besparelserne på ungdomsuddannelserne trods talrige beviser på, at grundlaget for besparelserne ikke eksisterer. I en pressemeddelelse skriver Danske Erhvervsskoler, at regeringen svigter ungdomsuddannelserne.

Udmeldingen kommer, efter at erhvervsskolerne sammen med andre ungdomsuddannelser har luftet kritik af spareplanen fra regeringen, der mener at kunne hente over 300 mio. kroner på administrative fællesskaber.

Elever betaler regningen
"Det er eleverne på de danske ungdomsuddannelser, der kommer til at betale regningen for regeringens besparelsesforslag. Det er der ingen som helst tvivl om. Og det er ekstremt skuffende set i forhold til de mål, regeringen selv har fremlagt om, at 95 procent af en ungdomsårgang senest i 2015 skal gennemføre en ungdomsuddannelse. Det virker ikke, som om der er en strategi for uddannelsessektoren i dette land, ud over at der skal spares. Og det bringer os ikke nærmere noget som helst andet end forringelser på uddannelserne," siger Lars Kunov, direktør for Danske Erhvervsskoler.

Login