Kommunalvalget vil ændre fokus på folkeskolen

KV09: Flere S-borgmestre og et godt kommunalvalg for både Dansk Folkeparti og SF vil ændre fokus på folkeskolen, mener flere politikere. K frygter konsekvensen af "venstre-drejningen".

Et ændret kommunalt landkort med flere socialdemokratiske borgmestre og flere byrødder fra SF og Dansk Folkeparti vil skabe større opmærksomhed om folkeskolen.

Det siger flere uddannelsespolitikere på Christiansborg. Heriblandt Pernille Vigsø Bagge, uddannelsesordfører for SF, der fik et regulært gennembrud i kommunalvalget med tæt på en fordobling af både antal stemmer og antal sæder i kommunalbestyrelserne. Og den udvikling vil betyde forandringer, lover Pernille Vigsø Bagge.

"Det store antal SF'ere, der er kommet ind, vil arbejde hårdt for at kanalisere fokus og penge over på folkeskolen, fordi det er så vigtigt lige nu. Folkeskolen trænger i den grad til opmærksomhed, og det får den nu," siger Pernille Vigsø Bagge.

Login