Radikalt vagtskifte i KL

NY FORMAND: Holbækborgmester Jørn Sørensen overtager posten som formand for KL's børne- og kulturudvalg efter partifællen Henrik Larsen.

"Jeg tror, at den almindelige borger vil få svært ved at kunne se forskellen på mig og Henrik. Det vil være to alen af samme stykke. Henrik og jeg er grundlæggende enige, og jeg er helt sikker på, at det vil foregå i god harmoni, når skiftet sker," siger Jørn Sørensen, der endnu ikke vil komme med de helt store politiske annonceringer før han har haft bedre tid til at sætte sig ind i tingene.

En overgangsfigur
Valget af Jørn Sørensen som ny formand for børne- og kulturudvalget er alt andet end langsigtet. Holbæk-borgmesteren genopstiller nemlig ikke ved næste års kommunalvalg.

"Jeg ved ikke, om det er en optimal løsning. Det er jo vilkårene. Det må du spørge Erik Fabrin (formanden for KL, red.) om. Men jeg har forstået på Henrik Larsen, at Fabrin i hvert fald er rimelig tilfreds med, at det er mig, der skal overtage hans plads. Han har ikke sagt det til mig, men det er, hvad jeg har fået refereret fra Henrik," fortæller Jørn Sørensen, som dog godt er klar over, at han er en overgangsfigur, indtil der næste år skal udpeges en ny. Men det har han det fint med. Hans mange år i politik gør, at han føler sig godt rustet til at løfte arven efter Henrik Larsen.

Login