Venstre vil afsætte ekstra penge til efterskolerne

EFTERSKOLE: Efterskolerne skal have penge til at sikre, at flere svage unge tager en ungdomsuddannelse, mener Venstre. S og SF er med på ideen, mens Dansk Folkeparti og De Konservative er mere forbeholdne.

Efterskolerne skal støttes med en pose penge i bestræbelserne på at få flere svage unge rustet til at gennemføre en ungdomsuddannelse.

Det mener Anne-Mette Winther Christiansen, uddannelsesordfører for Venstre.

"Jeg kunne godt overveje at lave en pulje i de nuværende globaliseringsforhandlinger, der sikrer unge fra vanskeligt stillede familier et efterskoleophold. Det kunne være en vej til at få unge igennem uddannelsessystemet, der ellers ikke ville have haft den mulighed. Det kan være temmelig nyttigt at skifte miljø for nogle unge, og hvis et efterskoleophold kan få dem igennem en ungdomsuddannelse, så er det også et værktøj, der skal bruges," siger Anne-Mette Winther Christiansen.

Login