Opråb: Erhvervsuddannelserne har brug for nye strukturer

EUD: Der er brug for at lave om på erhvervsuddannelsernes struktur, hvis flere unge skal vælge murer-, tømrer- eller frisørvejen. Det mener en række erhvervsskole-aktører, efter Carl Holst (V), næstformand i Danske Regioner, i sidste uge udtalte, at strukturen ikke er problemet.

Det er den kollektive melding fra Uddannelsesforbundet, Danske Erhvervsskoler og Handelsskolernes Lærerforening, efter Carl Holst (V), næstformand i Danske Regioner, i sidste uge slog fast, at strukturen på erhvervsuddannelserne grundlæggende er fin, som den er i dag.

I dag findes der 12 forskellige indgange til de i alt 109 erhvervsuddannelser, som bliver udbudt rundt i landet. Men ifølge Hanne Pontoppidan, formand for Uddannelsesforbundet, er der brug for at gøre indgangene bredere, så det bliver lettere for de unge at skifte spor, hvis de har valgt en forkert retning.

"I dag er de unge bundet af de indgange, de vælger, og det betyder, at de bliver nødt til at falde fra, hvis de vil begynde på en anden erhvervsuddannelse. Derfor er der brug for, at de unge kan afprøve uddannelser i deres grundforløb, som ligger inden for andre indgange, og det betyder, at grundforløbene som udgangspunkt skal være længere" siger Hanne Pontoppidan.

Login