Wier og Danske Regioner er på tynd is

DEBAT: Professor Mette Wier og Danske Regioner er på tynd is i deres kritik af kommunernes forebyggelsesindsats, skriver forskningsleder fra Statens Institut for Folkesundhed.

Af Morten Hulvej Rod
Forskningsleder, lektor, ph.d., Statens Institut for Folkesundhed, Syddansk Universitet

Mette Wier og Danske Regioner er på tynd is, når de kritiserer ambitionsniveauet i kommunernes forebyggelsesindsats (Altinget, den 3. december). 

LÆS: Ekspert: Tegn på lavt ambitionsniveau i kommunerne 

Baggrunden for kritikken er en kortlægningsrapport, der viser, hvordan kommunerne har forholdt sig til anbefalingerne i Sundhedsstyrelsens forebyggelsespakker.

Mette Wier er bekymret over, at en del kommuner ikke har intentioner om at leve fuldt og helt op til alle forebyggelsespakkernes anbefalinger på grundniveau.

Som medforfatter til kortlægningsrapporten vil jeg minde om, at de ni forebyggelsespakker rummer mere end 200 konkrete anbefalinger (heraf er ca. 70 på udviklingsniveau). De mange anbefalinger har meget forskellige karakter: Nogle handler om helt konkrete indsatser, der er relativt enkle at iværksætte.

Forebyggelsespakken vedrørende fysisk aktivitet rummer fx en anbefaling om, at de kommunale arbejdspladser etablerer en informationsplatform, hvor medarbejderne kan få viden om, hvad de kan gøre for at blive mere fysisk aktive. Andre anbefalinger er langt mere omfattende og diffuse.

Et eksempel – også vedrørende fysisk aktivitet – er en anbefaling om, at ”Indsatsen til fremme af fysisk aktivitet koordineres på tværs af forvaltningsområderne, så fysisk aktivitet bliver en integreret del af indsatser på andre områder”.

Den sidstnævnte anbefaling er langt den vigtigste af de to, men også den sværeste at indfri. En ambitiøs kommunal forebyggelsesindsats for fysisk aktivitet kunne derfor med god grund fokusere på det tværgående arbejde – og nedprioritere informationsplatformen for de kommunale medarbejdere.

Forebyggelsespakkerne rummer så mange anbefalinger – på så mange forskellige områder – at det er helt afgørende, at kommunerne foretager en prioritering. Samtidig kunne man mene, at der fra centralt hold burde være prioriteret skarpere i Forebyggelsespakkernes anbefalinger. Det er ikke ambitiøst at ville det hele på en gang.

Forrige artikel EU-patent: Det kan kun gå for langsomt EU-patent: Det kan kun gå for langsomt Næste artikel Telemedicin skal passe til hjem og rutiner Telemedicin skal passe til hjem og rutiner
Bliver kommunerne mast i de 17 sundhedsråd?

Bliver kommunerne mast i de 17 sundhedsråd?

En kommissionformand, en KL-direktør og en lægeformand vurderer regeringens forslag til en sundhedsreform. Bliver de kommunale medlemmer af de nye sundhedsråd mast af regionerne? Og er flytningen af to store kommunale sundhedsopgaver et af de dårligste tiltag i reformforslaget? Lyt til ret forskellige svar i denne udgave af Politisk Stuegang.