Vis tillid og få mere sundhed

Af Jens Stenbæk
Formand for Regionsrådet i Region Sjælland

Det er fristende at udsende detaljerede retningslinjer fra Slotsholmen, men detailstyring fremmer ikke kvaliteten og skaber ikke lighed i sundhed. 

Hver gang vi hører om en lille forskel i behandlings- eller servicetilbuddet mellem byer og landsdele, kommer automatreaktionen prompte; standardisering! Det er en skidt vej at gå ud af, for overdreven standardisering begrænser regionernes muligheder for at udvikle sundhedsvæsnet.

Vi har netop evalueret vores præhospitale setup og kan konkludere, at vi har udviklet og indført et solidt og meget sikkert produkt for borgerne i Region Sjælland. Det havde ikke været muligt, hvis vi havde været bundet af en national standard for, hvordan vi skulle tilrettelægge den præhospitale indsats.

Derfor bør landspolitikerne nøjes med at opstille generelle mål for, hvad den offentlige sektor skal opnå – og så overlade det til regioner og kommuner at udvikle løsninger, der passer til de aktuelle vilkår i stedet for at sidde langt fra virkeligheden og tro, at hvis en opgave bliver løst ens, bliver den også løst godt. Det gør den ikke – i bedste fald bliver arbejdet gjort lige ringe, fordi man af frygt for forskelle ruller en dårlig løsning ud over hele landet. Det kommer der hverken bedre sundhed eller mere lighed ud af, og vi sætter udviklingen i stå.

Regionerne er forskellige og har forskellige udfordringer og muligheder. Det gælder i endnu højere grad kommunerne. I Region Sjælland har vi for eksempel ikke en enkelt hovedby, der er markant større end alle andre, men et større antal mellemstore byer og mange mindre bysamfund. Desuden har vi et stort antal småøer med de muligheder og udfordringer, som det indebærer.

Det var det udgangspunkt, vi havde, da vi for tre år siden reviderede vores præhospitale setup og dels lavede et fintmasket net af ambulancer og akutbiler og flyttede lægeressourcerne fra enkelte områder til en backupfunktion, der er fælles for hele regionen. Vi spurgte os selv, hvordan vi kunne yde en ligelig betjening af et stort område med øer og halvøer, og etablerede et korps af frivillige (”112-akuthjælpere”) og kommunale brandmænd som nødbehandlere i yderområder. De kan være hos den syge meget hurtigt og starte den første og afgørende livreddende førstehjælp, mens ambulancen er på vej.

Ordningen med nødbehandlerne er lavet i samarbejde med kommunerne. Kunne sådan en idé være fostret i Sundhedsstyrelsen? Det tror jeg ikke, og hvis man havde gjort det, ville man ikke have vidst, hvem man skulle tale med om at gennemføre idéen. Vi kender de lokale behov, og vi kender de partnere, vi kan løse opgaverne sammen med. Derfor kan vi langt bedre sætte den slags udviklingsprojekter i gang, end man kan fra København.

Vi kan konstatere, at vi yder en meget høj kvalitet; at der går meget kort tid fra borgeren ringer 112, til vi er på stedet; og at fravalget af et lille antal traditionelle lægebiler til fordel for et større antal køretøjer døgnbemandet med paramedicinere ikke har haft negative konsekvenser for patienterne.

Dermed har vi ikke blot udviklet Region Sjællands sundhedstilbud, men vi har også bidraget med ny viden, der kan bruges af andre. Det kunne lade sig gøre, fordi vi i Regionsrådet i fællesskab satte os et ambitiøst mål, og fordi der ikke var for mange snærende bånd, der fastlagde, hvordan vi skulle gribe opgaven an.

Derfor bør landspolitikerne og de nationale sundhedsmyndigheder i langt højere grad end i dag udstikke generelle målsætninger og holde regionerne op på resultaterne - og holde igen med at fastlægge metoderne.

Det vil føre til en sund konkurrence, hvor vi alle sammen vil stræbe efter den bedste løsning for patienten frem for finde den løsning, der hurtigst muligt kan sætte flueben ved mål fra Folketinget.

debat@altinget.dk