Velkommen til virkeligheden, PLO

Af Jens Stenbæk og Ulla Astman
Formand for Regionernes Lønnings- og Takstnævn og formand for Danske Regioners sundhedsudvalg

Når formanden for de Praktiserende Lægers Organisation, Henrik Dibbern, de her dage efterlyser forhandlingsvilje hos regionerne, har han vist misforstået situationen: Regionerne vil meget gerne videre i forhandlingerne om en ny overenskomst med lægerne. Men der er altså nødt til at være lidt realisme i forhandlingerne. En fælles forståelse af virkeligheden. Og så længe lægerne ikke vil indse, at vi står midt i en alvorlig økonomisk krise, hvor virksomheder og medarbejdere i fællesskab kæmper for arbejdspladserne, og hvor det offentlige er underlagt stram budgetlovgivning, ja, så befinder vi os altså i hver sin virkelighed.

Lægerne skal være mere samarbejdsvillige
Her er lægerne nødt til at byde ind med nytænkning og forholde sig meget konkret til, at de har nogle vilkår, der skiller sig markant ud fra alle andres. Man kan nævne i flæng: En gennemsnitsløn på mindst 1,1 mio. kr. om året. En arbejdsuge, hvor der ofte er ugentlige fridage. Automatisk dyrtidsregulering af honorarerne. Total jobsikkerhed og garanti for kundegrundlaget i klinikken osv. Det er helt enkelt vilkår, der ikke på nogen måde rimer på en fælles virkelighed, hvor medarbejdere må omstille sig til nye krav og vilkår og sågar acceptere lønnedgang for at styrke konkurrenceevnen og bevare arbejdspladser.

Lægerne er nødt til at vise økonomisk ansvarlighed og byde ind med noget nyt, så vi kan komme videre med forhandlingerne. De kan ikke blive ved med at dukke sig for til sidst at tage patienterne som gidsler, når overenskomsten udløber.

Bedre styr på almen praksis
Regionernes ønsker er enkle: Vi har overordnet brug for at få bedre styr på almen praksis. Det har Rigsrevisionen påpeget over for os for nylig, og det har rækken af eksempler på smuthuller i honorarsystemet, der er kommet frem i medierne på det seneste, blot understreget. De praktiserende læger er altså nødt til at åbne op og give os indblik i, hvad det er, de går og laver i lægekonsultationerne. Vi er forpligtet på, at pengene bruges ordentlig, og at kvaliteten er i orden, så alle patienter landet over modtager den samme gode, fagligt opdaterede behandling. Det er jo trods alt deres penge, vi betaler lægerne med.

Lægepraksis til alle
Samtidig vil vi for eksempel sikre, at der er lægepraksis til borgerne i alle dele af landet. Derfor skal ydernumrene fordeles ud i hele regionen - ikke kun de steder, hvor lægerne umiddelbart kan finde det mest attraktivt. Er de ledige ydernumre så ikke attraktive nok for lægerne, er regionerne nødt til at have mulighed for at oprette alternative tilbud eksempelvis regionsklinikker. Det handler også om at lægerne ikke skal kunne obstruere, hvis region og kommune for eksempel er blevet enige om at oprette et sundhedshus.

Egentlig er det meget enkelt. Det er ønsker, der afspejler behovene og vilkårene i den fælles virkelighed - og her skal Henrik Dibbern og PLO være hjertelig velkomne.

LÆS SVARET FRA PLO:  

Vi befinder os i virkelighedens verden

DEBAT: Formanden for de praktiserende læger er glad for invitationen til at genoptage forhandlingerne. Men regionerne må stoppe med at stille ultimative krav, fastslår Henrik Dibbern.

Af Henrik Dibbern,
formand for Praktiserende Lægers Organisation

Jeg er meget glad for, at Jens Stenbæk i sit indlæg ønsker at komme videre i forhandlingerne om en ny overenskomst. Det har hele tiden været de praktiserende lægers ønske.

Jens Stenbæk mener ikke, de praktiserende læger forstår virkeligheden. Jeg vil medgive ham, at vi godt kan opleve virkeligheden forskelligt, og at virkeligheden kan opleves anderledes i en lægeklinik end fra et skrivebord i Danske Regioner.

Jens Stenbæk fremhæver vores løn, men praktiserende læger får ikke løn. Vi har vores indtægt fra overskuddet i den virksomhed, vi driver. Den indtægt har vi gjort os fortjent til ved at investere i og drive landets lægepraksis, ved at tage os af omkring 90 procent af alle lægekontakter, danskerne har, ved at tage os af de fleste kontakter med patienter med kronisk sygdom, ved at visitere videre til rette tilbud hos speciallæger og på sygehuse, og ved at tage os af graviditetsundersøgelser og børneundersøgelser.

Vi vil gerne fortsætte med at løse vores opgaver, men vi kræver og forventer en rimelig behandling af den myndighed, vi skal lave aftaler med, og vi må insistere på, at Danske Regioner forstår og accepterer, at der skal følge ressourcer med det stadigt stigende antal opgaver, som pålægges de praktiserende læger. Samfundet har ikke det ringeste brug for, at regionerne "får mere styr på almen praksis". Det eksisterende samarbejdssystem er tvært imod i samfundets interesse, fordi det virker som en bremse på det meningsløse bureaukrati, regionerne ville filtre almen praksis ind i, hvis de fik magt som de har agt.

Drop de ultimative krav
I samarbejdet kan politikernes legitime politiske krav og ønsker afbalanceres af lægernes viden og indsigt, og når begge parter går til dette samarbejde med en ærlig vilje, skaber det gode og holdbare resultater, hvilket der heldigvis er skabt utallige eksempler på gennem årene.

Den økonomiske ansvarlighed, Jens Stenbæk ønsker sig, er allerede en basisfunktion i almen praksis. Enhver opgave, som løses hos den praktiserende læge frem for i det specialiserede sundhedsvæsen, udgør en økonomisk besparelse for samfundet. Det fremgår tydeligt, hvis man sammenligner taksterne for lægehjælp hos praktiserende læger og på sygehusene. Hvis aftalen med regionerne ikke giver tilstrækkelig rum til, at de praktiserende læger kan fortsætte med at tage sig af alle de opgaver, de kan løse, vil de samlede udgifter i sundhedsvæsenet stige brat. Det vil give mindre sundhed for pengene.

Forhandlingerne om en ny aftale mellem de praktiserende læger og regionerne har et klart og enkelt mål. Med udgangspunkt i den eksisterende aftale at sikre rammer, så almen praksis også de kommende år har kapacitet til at løse alle de opgaver, vi kan, samtidig med at almen praksis udvikles til at håndtere fremtidens krav, ved at almen praksis' forskning, kvalitetsudvikling og efteruddannelse fremmes.

Derudover kan vi optimere de samarbejdssystemer, vi har, så regionernes behov for større indsigt i almen praksis imødekommes, og vi kan i fællesskab sikre, at samarbejdssystemets kontrolsystemer fungerer bedst muligt. Opgaverne er klare og midlerne kendte. Det eneste, som kræves er, at regionerne møder op til åbne forhandlinger uden at stille ultimative krav til lægerne. De skal være så hjerteligt velkomne.

debat@altinget.dk