Tvang i psykiatrien – en belastende forpligtelse
DEBAT: Hvis tvangsindgreb skal gennemføres nænsomt og omsorgsfuldt, skal anvendelsen af tvang begrænses mest muligt, og kvaliteten af indgrebet skal løftes. Det lader sig kun gøre, hvis ressourcerne er til stede, konstaterer formanden for DPS.
Af Jeanett Bauer
Formand for Dansk Psykiatrisk Selskab, overlæge, ph.d.
Omkring 20 procent af alle indlagte psykiatriske patienter er udsat for ét eller flere tvangsindgreb. Dette tal har været konstant en del år, med små udsving i fordelingen på typen af tvang.
Er det meget eller lidt? Er vi herhjemme værre eller bedre end de lande, vi normalt sammenligner os med?
Sundhedsstyrelsen undersøgte i 2009, hvordan det forholder sig med tvang her i Danmark sammenlignet med andre europæiske lande. Det viste sig at være vanskeligt, bl.a. fordi få andre lande har så unik en registreringspraksis og så grundig en overvågning af tvang, som vi har i Danmark. Derudover er tvangsanvendelse i Danmark i detaljer reguleret af den danske psykiatrilov.
Det at udøve tvang er på flere måder en belastende forpligtelse.
Omsorgssvigt at lade være
Ingen psykiatere eller andre ansatte i psykiatrien bryder sig om at tvinge patienterne til noget. Patienterne selv oplever det som et overgreb, det er med til at stigmatisere psykiatrien, og tvang kan belaste relationen mellem patient og behandler. Tvangsindgreb er også ressourcekrævende: De stiller krav til personalets kompetencer og til dokumentation. Og de er omfattet af et stort klageretligt system, der rent retssikkerhedsmæssigt er velbegrundet, men særdeles tidskrævende og vanskeligt at holde styr på.
Så i virkeligheden ville det være nemmere for behandlerne at lade være.
Når vi alligevel anvender tvang, er det fordi det ofte vil være omsorgssvigt at lade være. Omsorgssvigt ikke at indlægge og behandle svært psykisk syge og forpinte mennesker, der ikke kan vurdere og forstå deres eget behov for behandling. Omsorgssvigt ikke at handle i situationer, der kan medføre fare for patienten selv eller for andre - typisk personalet, der i stigende grad oplever overgreb og trusler.
Færre indgreb og bedre kvalitet
Men tvang kræver konstant fokus, hvis opgaven skal løses på den mest nænsomme og omsorgsfulde måde. Fokus på at reducere omfanget og fokus på at løfte kvaliteten af den tvang, der ikke kan undgås.
Begge dele kan nås ved at uddanne og træne personalet i at forebygge tvang, gennem en klar ledelse, der tydeliggør værdier og etik, samt gennem etablering af gode fysiske og menneskelige rammer under indlæggelsen. Men vilkårene for at løfte opgaven skal naturligvis være på plads.
Det er helt afgørende, at der er tilstrækkeligt med ressourcer. Der skal være tid til at skabe ro og tryghed hos den enkelte patient, tid til at forsøge at få patienten med på frivillig medicinering og tid til langsom optrapning af medicin og til en tilstrækkelig tæt ambulant opfølgning, så man kan søge at forebygge tilbagefald.
Derudover er det vigtigt, at det etiske fundament for tvangsindgrebene er kendt og accepteret - både af professionelle, patienter og pårørende - og af politikere og embedsmænd.
For hvis ikke man - også uden for det psykiatriske behandlingssystem - anerkender nødvendigheden af denne opgave, bidrager tvang i endnu højere grad, end tilfældet er i dag, til en stigmatisering af psykiatrien.
Tandsrensnings-penge skal bekæmpe social ulighed
Lif: Myter om prisloft, rabatter og besparelser
