Torben Mogensen anbefaler debatbog: Sundhedsvæsenet kan ikke kompensere for levevilkår

Af Torben Mogensen
Tidligere vicedirektør på Hvidovre Hospital, speciallæge i anæstesiologi og professor i hospitalsdrift ved Lanzhou University i Kina

Professor Signild Vallgårda fra Afdeling for Sundhedstjenesteforskning på Københavns Universitet har på Informations Forlags serie Moderne Ideer kastet sig ind i debatten og ulighed i sundhed.

Et emne, som Signild Vallgårda har beskæftiget sig med i årevis. Både som forsker og offentlige debattør. Så det er bestemt ikke overraskende, at den lille bog kommer fra hendes pen.

Signild Vallgårda har foretaget et vigtigt valg, idet hun har fravalgt ulighed i behandlingen af patienterne i sundhedsvæsenet. Tilvalget er beskrivelse og debat af de samfundsmæssige årsager til ulighed.

Det er fornuftigt at skelne mellem de to emner og at vælge det ene. Ellers bliver det let til noget miskmask. Der er ingen tvivl om, at der er ulighed i behandlingen af patienterne, hvilket er vist flere gange.

Men de samfundsmekanismer er efter min mening af endnu større betydning. Derfor er valget klogt og øger bogens værdi.  

Svært at definere social ulighed
Bogen er opdelt i fire dele: udfordringen, status, alternativ og efterord. 

Udfordringen ligger i at definere social ulighed. Signild Vallgårda er stærkt kritisk over for den måde, som mange forskere og politikere karakteriserer befolkningen i forskellige klasser.

Ikke overraskende er Signild Vallgårda også meget kritisk over for Cepos' beregninger om social ulighed. Dette kapitel er vigtigt, for diskussionen kan let blive meget abstrakt og diffus, hvis man ikke er enige om, hvad man egentlig forstår ved social ulighed i sundhed.

Den megen fokus på Kram-faktorerne og livsstil er efter Signild Vallgårdas mening en indsnævring af mulighederne for at komme til bunds i årsagerne til ulighed i sundhed.

Den samme effekt har det, hvis man ser på befolkningen i grupper fremfor ulighed som et kontinuum. Uligheden i sundhed springer ikke fra socialgruppe et til socialgruppe fem. Det foregår som et kontinuum.

Konklusionen på kapitlet er, at social ulighed i sundhed skyldes politikernes manglende interesse for området. Så er linjen lagt. Mange politikere vil med garanti benægte, at det er tilfældet.

Mange faktorer er årsag til sundhedsadfærd
I del to slår Signild Vallgårda fast, at social ulighed i sundhed findes. Noget, som ikke mange vil være uenige i.

Kram-faktorerne og livsstil dukker op igen. Igen påpeges det, at det er vigtigere at undersøge "hvorfor drikker Jeppe" end at konstatere, at det gør Jeppe.

Signild Vallgårdas pointe er, at viden eller manglende viden om de faktorer, der har betydning for sundhed, ikke er den eneste årsag til sundhedsadfærd.

Mange andre faktorer såsom omgivelser og egen forfængelighed spiller ind. Jeg er enig i, at oplysningskampagner næppe rykker på uligheden.

Det, der betyder noget, er vores levevilkår. Sundhedsvæsenet kan desværre ikke kompensere for uligheden i levevilkår.

Politikerne har ansvaret
I del tre slår Signild Vallgårda fast, at vi kan ændre på uligheden, hvis vi vil og sætter ind de rigtige steder.

Børnene er den vigtigste målgruppe. Men også arbejdsmiljø og rygning er områder, hvor der skal sættes ind.

Desværre synes det, at S-regeringen ikke er indstillet på at bruge store prisforhøjelser som redskab til at nedsætte antallet af rygere. Signild Vallgårdas etiske tanker dukker også op her. Forsøg på at ændre menneskers måde at leve på skal ske på en etisk forsvarlig måde.

Jeg finder bogen let læselig og argumenterne velunderbyggede. Jeg tror ikke, at alle er enige, men jeg vil anbefale, at man læser bogen. 

Man er ikke i tvivl: Løsningen på den uretfærdige sociale ulighed ligger hos politikerne. Politikerne lægger rammen for levevilkårene, og rammerne skal ændres.

Periodevis er sproget lidt tungt, mens man andre steder i bogen kan mærke forfatterindens brændende engagement i problemerne.

Signild Vallgårda: 'Hvordan mindsker vi uligheden i sundhed?', 69 sider, Moderne Tider, 24. september