Tandplejerformand: Sats på bedre tandsundhed for alle

DEBAT: Det er positivt, at tandplejerne som faggruppe er fremhævet i satspuljen. Men der er behov for at satse bredere på bedre tandsundhed, skriver formand for Dansk Tandplejerforening, Elisabeth Gregersen.

Af Elisabeth Gregersen
Formand for Dansk Tandplejerforening

Fordelingen af Satspuljen for 2017-2020 på sundhedsområdet faldt på plads ved en aftale indgået for nyligt. Der er afsat 40 millioner kroner til forbedret tandsundhed for de svageste ældre, og pengene er afsat over en firårig periode.

Og det er tiltrængt. De ældres tandsundhed er slet ikke på det niveau, som den burde være.

Vigtig indsats
I Dansk Tandplejerforening er vi rigtig glade for, at der nu er afsat penge til at lave målrettede tandplejerfaglige indsatser over for de svage ældre.

Og det er positivt, at tandplejerne som faggruppe er fremhævet, som vi er, i forligsteksten.

For tandplejerne er den faggruppe, som kan diagnosticere de ældre borgere, undervise plejepersonalet i den rette assistance i forhold til den daglige tandbørstning og overtage behandlingen af borgeren, hvis der er behov for en tandplejerfaglig indsats.

Vores håb er nu, at puljen søges og kommunerne sætter projekter i gang, så man landet over kan se de gavnlige effekter af den tandplejerfaglige indsats.

I Dansk Tandplejerforening er vi til rådighed for sparring om projekter, som kommer de ældre til gode.

Tandsundhed for alle
Forligspartierne har med indgåelsen af aftalen om Satspuljen sat fokus på vigtigheden af tandpleje over for de svage ældre borgere, og Dansk Tandplejerforening støtter op om de tiltag, centrale politikere som f.eks. Liselott Blixt (MF) iværksætter over for denne gruppe i forhold til rene tænder og en sund mund.

Netop forebyggelse af tand- og mundsygdomme er tandplejernes kernefagområde. Da tænder og mund jo som bekendt er en del af kroppen, er det derfor nødvendigt at fokusere på bedre tandsundhed for alle.

Generelt har forligspartierne og sundhedsordførerne valgt at lægge en god linje for Satspuljefordelingen, da forebyggelse er et helt centralt tema.

I forligsteksten for Satspuljen kan man læse, at der er afsat penge til forebyggelse inden for andre områder. Blandt andet har partierne bag satspuljeaftalen valgt også at prioritere et løft af den kommunale kræftrehabilitering samt at styrke indsatsen for sårbare børn og unge. Derudover skal der også laves en ny diabetesplan.

Afgørende rolle i forebyggelsen
Og selvom der ikke står ”tandplejer” i beskrivelsen af disse fokusområder, så har tandplejerne en vigtig rolle at spille.

Eksempelvis er det afgørende, når man får konstateret diabetes, at man bliver oplyst om, hvor vigtig en god mundhygiejne er, fordi den har betydning for reguleringen af ens blodsukker.

Derudover har man som diabetiker en større infektionsrisiko end andre, og derfor skal man også passe på, at der ikke opstår tandkødsbetændelse og paradentose.

Paradentose kan have en negativ indflydelse på diabetespatienters sundhedstilstand, men kan også have negativ indflydelse på blandt andet folk med hjertekarsygdomme og nyresygdomme. En god mundhygiejne kan være med til at reducere risikoen for senkomplikationer.

Diabetikere skal derfor prioritere deres mundpleje højt, og her kan tandplejeren hjælpe med at tilrettelægge og vedligeholde den personlige mundhygiejne.

Det samme er gældende i forhold til patienter såvel i som efter en vellykket kræftbehandling. Tænderne skal holdes frie for sygdomme, og det kan være svært, fordi kræftmedicinen for det første giver mundtørhed, som får maden til at klistre til tænderne, og for det andet fordi tænderne måske ikke er det mest oplagte at tænke på, hvis man har kræft.

Tandplejerne er uddannet til at tage sig af vejledning og support i netop disse vanskelige situationer og kan være med til forebygge bivirkninger af kemoterapi som for eksempel svamp i munden samt mindske risikoen for betændelse i tandkød og huller i tænderne gennem en aktiv forebyggelsesindsats.

Tandplejerne i spil
At styrke indsatsen over for sårbare og udsatte unge ligger også i fin forlængelse af tandplejernes arbejde i den kommunale tandpleje, hvor tandplejerens opgave blandt andet er at opspore mistrivsel på et tidligt stadie.

I forhold til udsatte børn og unge kan tandplejerne med deres sundhedspædagogiske baggrund gennem undervisning og behandling være med til at styrke de udsatte børn og unges sundhed.

Der er derfor et behov for fokus på tandpleje og for at sætte tandplejerne i spil som de centrale sundhedspersoner, faggruppen udgør.

At forligspartierne bag Satspuljeaftalen direkte anerkender tandplejernes kompetencer ved at målrette 40 millioner kroner til indsats over for svage ældre samt generelt sætter fokus på forebyggelse, støtter Dansk Tandplejerforening fuldt op om.

Forrige artikel KORA: Ved NPM’s dødsleje – tre ting vi har lært KORA: Ved NPM’s dødsleje – tre ting vi har lært Næste artikel Digital innovation er genvej til FN's verdensmål Digital innovation er genvej til FN's verdensmål
Bliver kommunerne mast i de 17 sundhedsråd?

Bliver kommunerne mast i de 17 sundhedsråd?

En kommissionformand, en KL-direktør og en lægeformand vurderer regeringens forslag til en sundhedsreform. Bliver de kommunale medlemmer af de nye sundhedsråd mast af regionerne? Og er flytningen af to store kommunale sundhedsopgaver et af de dårligste tiltag i reformforslaget? Lyt til ret forskellige svar i denne udgave af Politisk Stuegang.