Sygeplejerådet: Lukning af sygeplejeuddannelse i København er uden for skiven

Det giver absolut ingen mening at lukke kandidatuddannelsen i sygepleje i hovedstaden. Det er direkte hovedløst at forringe sygeplejerskernes muligheder for videreuddannelse og faglig udvikling, skriver Dorthe Boe Danbjørg.

Da regeringen i foråret præsenterede udflytningsaftalen 'Tættere på – flere uddannelser og stærke lokalsamfund,' var det med en tydelig intention.

Med udflytningen af 1.300 studiepladser skal der skabes bedre vilkår for at drive uddannelser de steder i landet, hvor det er svært at rekruttere eller at få de unge med på uddannelsesvognen.

En sympatisk hensigt, som dog har sat landets universiteter på en meget svær opgave, og som ser ud til at kunne ende i løsninger, som ingen er tjent med – hverken de studerende, de mindre byer eller samfundet som helhed.

Sygeplejersker med akademiske kompetencer

I dag udbydes kandidatuddannelsen i sygepleje i både i Odense på Syddansk Universitet samt i Aarhus og København, hvor Aarhus Universitet udbyder uddannelsen.

Men på grund af udflytningsaftalen planlægger Aarhus Universitet nu at lukke ned for uddannelsen i hovedstaden. Ikke med universitets egen gode vilje, lyder det, og det forstår jeg godt.

I en tid med en rivende udvikling i sygeplejefaget og sundhedsvæsenet giver det nemlig ingen mening at dræne hovedstadsområdet for det videnskabelige miljø for sygepleje.

Der er tværtimod brug for, at vi opruster i forhold til sygeplejersker med akademiske kompetencer, så vi kan matche udviklingen og den stigende kompleksitet i sundhedsvæsenet. 

Sygeplejesker vil droppe at videreuddanne sig

I Dansk Sygeplejeråd ser vi som udgangspunkt positivt på, at der skal skabes bedre vilkår for at drive uddannelser de steder i landet, hvor det er svært at rekruttere eller få unge i uddannelse.

Det er bare ikke det, der vil ske her. Også i den henseende er det uden for skiven, at det er cand.cur.-uddannelsen, der står for skud.

Uddannelsen er en videreuddannelse for sygeplejersker, som for længst er hoppet på uddannelsesvognen og som typisk allerede har etableret sig. 

Lukker uddannelsen, vil de sygeplejersker i hovedstaden, der ønsker at videreuddanne sig, sandsynligvis se mod andre uddannelser, der er mindre relevante, eller måske helt droppe idéen

Begge dele vil være uhensigtsmæssigt for sundhedsvæsenet, som mange steder drager fordel af at have sygeplejersker med en cand.cur.-ansat. 

Både i den direkte patientpleje og i delte stillinger mellem den direkte patientpleje og som udviklingssygeplejerske, hvor der er fokus på kvalitetsudvikling og udvikling af sygeplejen.

Men også i ansættelser som kliniske vejledere med ansvaret for at uddanne og vejlede de sygeplejerskestuderende eller som undervisere på professionshøjskolerne.

Vi bør gøre mere – ikke mindre

Derudover har vi brug for forskning i sygepleje, og kandidatuddannelsen i sygepleje er grundlaget for, at der er sygeplejersker, der kan gå forskningsvejen.

Endelig ved vi, at muligheden for faglig udvikling er med til at fastholde sygeplejersker i faget. Lige nu er den allerstørste udfordring i sundhedsvæsenet, at vi mangler sygeplejersker.

Det er altså hovedløst at forringe sygeplejerskernes muligheder for videreuddannelse og faglig udvikling – vi skal tværtimod gøre dem bedre.

Vi har brug for kandidatuddannelsen i sygepleje – også i hovedstaden – og når uddannelsen ovenikøbet har mange ansøgere og lav ledighed, er det virkelig svært at forstå logikken.

{{toplink}}

Forrige artikel Ergoterapeuter: Faglig kvalitet skal være styrende i kommunale ydelser Ergoterapeuter: Faglig kvalitet skal være styrende i kommunale ydelser Næste artikel Hjerteforeningen: Udskudt sundhedsaftale efterlader patienterne på perronen Hjerteforeningen: Udskudt sundhedsaftale efterlader patienterne på perronen
Bliver kommunerne mast i de 17 sundhedsråd?

Bliver kommunerne mast i de 17 sundhedsråd?

En kommissionformand, en KL-direktør og en lægeformand vurderer regeringens forslag til en sundhedsreform. Bliver de kommunale medlemmer af de nye sundhedsråd mast af regionerne? Og er flytningen af to store kommunale sundhedsopgaver et af de dårligste tiltag i reformforslaget? Lyt til ret forskellige svar i denne udgave af Politisk Stuegang.