Sundhedsvæsenet: Udsultet eller forkælet?

Der går ikke mange måneder mellem, at ledende læger og sygeplejersker sender nødråb til politikerne om, at sundhedsvæsenet har kurs mod en nedsmeltning.

Men hvad er egentlig sundhedsvæsenets sande tilstand? Sundhedsområdet har jo år efter år fået flere penge end de andre velfærdsområder. Og hvorfor er personalet så frustreret?

Det har vi spurgt en sundhedsøkonom, en sygehusdirektør og en af de frustrerede læger om.

Hvis vi starter i helikopteren hos sundhedsøkonomen Jakob Kjellberg, der i 15 år har fulgt og studeret sundhedsvæsenet, så er han meget klar i mælet: Fremskridtet har været enormt.

“Hvis man sammenligner dagens sundhedsvæsen med det, Danmark havde for blot 10 til 15 år tilbage, så er det helt afsindigt meget bedre”, siger Jakob Kjellberg, der er professor ved VIVE.

Allerøverst i Europa
Han understreger, at der på en række områder er masser af plads til forbedring. Især fremhæver han psykiatrien og sundhedsvæsenets evne – eller rettere manglen på samme – til at sikre patienterne sammenhængende behandling. Men grundlæggende bliver sundhedsvæsenet bedre, selvom der lokalt kan opleves tilbageslag, vurderer han.

“Og hvis man kigger på, hvad man i Danmark kan tilbyde patienterne i form af ventetids- og behandlingsgarantier og behandlingsresultater på kræft- og hjerteområdet, så ligger Danmark ikke bare i superligaen, men i toppen af den europæiske superliga,” siger Jakob Kjellberg.

Han henviser til, at Danmark for nylig kom ind på en tredjeplads efter Holland og Schweiz i den årlige europæiske sammenligning af landenes sundhedsvæsener, som konsulenthuset Health Consumer Powerhouse udarbejder.

Samtidig blev det forleden i det videnskabelige tidsskrift The Lancet konkluderet, at nu – efter mange års efterslæb – er Danmark på vej op på siden af andre nordiske lande på kræftområdet. Dermed er Danmark på stadig flere kræftdiagnoser med i den globale top over at holde kræftpatienter i live.

Massiv økonomisk satsning
Men indsatsen har ikke været gratis. Når politikerne siden 2000 til 2016 har øget de offentlige udgifter, så er mere end hver anden krone, 60 procent, blevet brugt på sundhed.

Det svarer til hele 49 af de 83 milliarder kroner, som de offentlige udgifter steg med. Og i perioden steg antallet af læger på sygehusene fra 10.824 til 16.021. En stigning på næsten 50 procent.

Jakob Trier Møller er klinikchef på Anæstesi- og operationsklinikken i HovedOrtoCentret på Rigshospitalet. Han er en af de frustrerede ansatte i sundhedsvæsenet.

Mens skiftende regeringer slår fast, at sundhedsvæsenet har topprioritet, og der tilføres milliarder til området, oplever han en anden virkelighed.

“Jeg og mange andre undrer os. Hvor er pengene? I de 20 år, jeg har været i denne klinik, har jeg i de 17 år skullet spare, og det vel at mærke ud over det årlige to procents effektivitetskrav,” siger Jakob Trier Møller.

Han understreger, at i takt med den teknologiske og medicinske udvikling er der naturligvis løbende effektiviseringer, som man kan gennemføre, uden at det betyder ringere behandling for patienterne.

“Og det skal vi blive ved med. Men behovet for at effektivisere er gået langt videre, og vi er på vej ud over kanten,” siger Jakob Trier Møller.

Og Jakob Trier Møller stod ikke alene, da han sidst var i medierne med sin frustration. Han skrev sammen med Rigshospitalets 100 andre klinikchefer et åbent brev til sundhedsministeren, der advarede om, at års effektiviseringer var på vej til at sætte patientsikkerheden i fare.

Lavine af protester
Protestbrevet satte gang i en lavine af samlede protestbreve fra overlæger på andre hovedstadshospitaler, Odense Universitetshospital og Aalborg Universitetshospital. Debatten fik så meget medvind i medierne, at sundhedsministeren til sidst inviterede en stor del af de utilfredse læger til dialogkaffe.

I efteråret kørte lægerne og resten af sundhedspersonalet også en stor mediekampagne for at få det statslige to procents produktivitetskrav fjernet. Spørgsmålet om for eller imod afskaffelse af produktivitetskravet udviklede sig til en af de største sundhedspolitiske stridspunkter i 2017. Og i sidste time blev kravet afskaffet, da DF og S tvang regeringen til alligevel at suspendere kravet – foreløbig i et år.

Ifølge Jakob Trier Møller har fjernelsen af kravet ikke hjulpet på medarbejdernes mulighed for at give patienterne den mest optimale behandling.

“Jeg har skullet spare et stort millionbeløb i 2018. Det er derfor, jeg holder fast i, at vi risikerer en nedsmeltning i sundhedsvæsenet, som vi har set det i Skat. Et sammenbrud, der ikke blot kan rettes med ekstra penge året efter,” siger Jakob Trier Møller.

En anden læge, der særligt kender til sundhedspersonalets utilfredshed, er Mads Koch Hansen.

I dag er han lægelig direktør på Sygehus Lillebælt. Men indtil for tre år siden var han formand for Lægeforeningen, kørte lægeambulance i Horsens og var overlæge på Anæstesiologisk afdeling.

Både ham og Jakob Trier Møller er rørende enige om, at sundhedsvæsenet har leveret store behandlingsfremskridt.

“Men personalet har betalt en stor pris på flere måder,” mener Mads Koch Hansen.

Bedre, mere skånsomme behandlinger og operationsteknikker har betydet, at patienterne aldrig har været indlagt i kortere tid på hospitalerne, end de er i dag. Og Danmark har ifølge Danske Regioner Europas korteste gennemsnitlige indlæggelsestid. Og det er generelt godt for patienterne, forklarer Mads Koch Hansen. Men det giver mange skift for personalet, der ofte skal forholde sig til langt flere patienter og stadig mere sofistikerede behandlinger.

“Så har der samtidig været et hav af sammenlægnings- og effektiviseringsrunder de seneste år. Medarbejdere har måttet høre fra deres chefer, at man nu igen skal spare eller effektivisere for at få råd til øgede udgifter til medicin,” analyserer Mads Koch Hansen og fortsætter:

“Det rammer medarbejderne dobbelt. Det giver utryghed for medarbejdernes egen arbejdssituation. Og det puster til den opfattelse af, at man ikke har tid nok til at give den bedst mulige behandling.”

Drop grønthøsteren – lav strategiske besparelser
Både Mads Koch Hansen og Jakob Trier Møller kritiserer folketingspolitikerne for at sende for få penge til sundhedsvæsenet i forhold til de mange løfter og garantier, de udsteder til befolkningen. Også når man samtidig tager den voldsomme vækst i ældre og mere behandlingskrævende patienter i betragtning.

Men ifølge Mads Koch Hansen kan nogle regions- og sygehusledelser skåne medarbejderne lidt mere end hidtil. Budgetgrønthøsteren skal ind i så få afdelinger som muligt.

“På nogle sygehuse har der været konstante spare- og effektiviseringsrunder, hvor alle afdelinger skulle levere så og så mange millioner i besparelser. Det slider enormt på motivationen.

Her kunne de lokale politikere mindske belastningen ved at lave mere overordnede besparelser og prioriteringer, i stedet for at alle afdelingerne bliver afkrævet en effektivisering,” siger Mads Koch Hansen.

Han medgiver dog, at sundhedsvæsenet de fleste år har fået flere penge og ikke færre. Til gengæld kritiserer han måden, pengene fordeles på.

“Ofte er pengene jo målrettet bestemte områder, og antallet af patienter er samtidig steget kraftigt. Så man kan sagtens skulle spare på masser af sygehusafdelinger, mens regionen har fået flere penge” siger Mads Koch Hansen.

Motivationsdræberen: it
Han udpeger samtidig it som en stor enkeltstående kilde til medarbejdernes utilfredshed. Region Sjælland og Region Hovedstadens store indkøringsvanskeligheder med Sundhedsplatformen er langtfra enestående. Også de jyske it-systemer dræner de ansatte for motivation og tålmodighed, fortæller han.

Ifølge Mads Koch Hansen er meget sundheds-it, herunder de elektroniske patientjournaler, blevet indført under forudsætning af, at medarbejderne kunne arbejde hurtigere og mere effektivt.

“Men det er en myte. Alligevel har man fyret mange sekretærer. Systemerne er meget lidt intuitive, låst med stribevis af passwords, og integrationerne mellem systemerne er meget tunge og rammes af nedbrud,” siger Mads Koch Hansen.

“Og det er et kæmpe problem. De fleste bliver sygeplejersker eller læger, fordi de gerne vil arbejde med mennesker. Ikke for at taste oplysninger ind i sløve it-systemer,” siger Mads Koch Hansen.

Mange af pengene brugt i nullerne
Til at forklare hvorfor personalet i dag er mere utilfredse, på trods af at bevillingerne aldrig har været højere, er det også et faktum, at de mange milliarder er fordelt på sundhedsvæsenet via en gigantisk ketchupflaske. I voldsomme ryk, der rammer specifikke områder, men lader andre stå hen.

Under højkonjunkturen oplevede regionerne en gennemsnitlig økonomisk vækst på omkring tre procent årligt. Eller hvad der – ifølge tal fra Økonomi- og Indenrigsministeriet – i 2009 og 2008 svarede til et økonomisk løft på over tre milliarder årligt, alene til driften af sundhedsvæsenet.

I 2010 slog den økonomiske krise dog igennem på sundhedsområdet, og regionerne oplevede helt exceptionelt et fald i bevillingerne til sundhedsvæsenet i to år. Siden da har væksten ifølge tal fra Indenrigsministeriet ligget på omkring blot én procent.

Ifølge Jakob Kjellberg kan personalets øgede utilfredshed hænge sammen med, at det var nemmere for regionerne og sygehusledelserne at finde besparelser i årene lige efter den brølende højkonjunktur. Jo længere tid med relativ lav vækst i bevillingerne, jo hårdere er det at effektivisere, fordi spare- og effektiviseringssaven har taget de mest oplagte og smertefri steder først.

“Så det strammer til. Nogle steder har man i dag urimeligt travlt i lange perioder. Og sundhedsvæsenet er en virksomhed med over 100.000 ansatte. I så stor en organisation vil der løbende være steder, hvor der opstår akutte og alvorlige kapacitets- og ledelsesproblemer. Men du får mig ikke til at sige, at sundhedsvæsenet står foran et kollaps,” siger Jakob Kjellberg.

Kampen om velfærdskronerne
Når han skal komme med endnu en overordnet forklaring på de mange nødråb fra sundhedspersonalet, peger han på, at sundhedsområdet er i kamp om velfærdskronerne med de andre områder inden for den offentlige sektor.

“Hvis en privat virksomhed vil forsøge at øge indtjening, så vil man jo forsøge at fremstå så velfungerende som muligt. Men hvis man skal have flere penge til sundhedsvæsenet, har alle andre aktører end regeringen kun den mulighed at fremstille sundhedsvæsenet så nødlidende som muligt,” siger Jakob Kjellberg.

På positivsiden peger han på, at det økonomiske opsving i dansk økonomi kan slutte perioden med økonomisk lavvækst på sygehusene.

Ser man på de sidste 30-40 år, så følger væksten i sundhedsudgifterne væksten i samfundsøkonomien meget tæt.

“Hvor stor væksten bliver, afhænger så af det økonomiske opsvings styrke. En joker er samtidig regeringens løfter om at bruge markant flere penge på forsvaret,” siger Jakob Kjellberg.

“Det kan lægge en dæmper på den vækst, man ellers ville have set i sundhedsvæsenet i et opsving.”

ole@altinget.dk