Sundhedsvæsenets ensidige fokus har tabt blikket for omsorgens kvalitet og værdi

Den vigtigste etiske prioritering i det danske sundhedsvæsen handler om en ubalance i forholdet mellem behandling og omsorg. Vi har indført behandlingsgaranti, men der er ingen garanti for omsorg, hvis du bliver indlagt på et dansk sygehus.

Det er eksempelvis behandlingen, som dikterer indlæggelsestiden og ikke omsorgen. Patienten bliver udskrevet, når behandlingen er overstået, selvom omsorgsbehovet kan være stort. Samtidig er der fokus på ventetider og mindre på, hvordan patienten har det i ventetiden.

Det betyder imidlertid ikke, at omsorgspersonalet er fraværende, men de bruger det meste af arbejdstiden på at understøtte behandling, hvilket er skævt. Lad mig illustrere pointen med et eksempel.

Som en del af mit arbejde med etik i sundhedsvæsenet fulgte jeg for nylig en sygeplejerske på en almindelig arbejdsdag. På et tidspunkt sad sygeplejersken hos en patient, der var plaget af angst.

Sygeplejersken sad og lyttede til patienten og fandt patienten midt i håbløshed og magtesløshed. Jeg spurgte efterfølgende sygeplejersken, hvordan hun vurderede situationen, hvortil hun svarede: "Jeg sad og fik dårlig samvittighed. Mine kolleger har travlt og løber med opgaver ude på gangen – og så sad jeg bare der på en stol."

Eksemplet udtrykker den behandlingskultur, vi ser på de danske sygehuse. Der fokuseres alt for ensidigt på behandling og ikke på den omsorg, som er mindst lige så vigtig.

For 100 år siden havde vi en kultur i Danmark, hvor vi lagde vægt på, at patienter ikke skulle dø alene. I dag lægger vi vægt på, at patienten ikke skal dø uden behandling. Til gengæld dør mange alene.

Misforstå mig endelig ikke. Vi bør være taknemlige for de mange behandlingsmuligheder, vi har i dag, og jeg ønsker mig ikke 100 år tilbage. Men i dag får omsorgen ikke den plads, som patienterne kalder på.

Denne skæve prioritering er særdeles alvorlig og har konsekvenser for patienter hver dag. Omsorgen handler i sin kerne om et blik for patienten. Et blik for patienten, der oplever smerte eller knuges af angst. Patienten, der mister håbet eller ligger forpint og fortvivlet i sengen. Patienten, der ønsker information eller savner et øre, der vil lytte.

I netop disse situationer vil man som patient møde omsorgspersoner, der både har faglighed og vilje til at yde omsorg, men som ikke har de tilstrækkelige rammer og vilkår til at gøre det.

For sygeplejersker betyder det eksempelvis, at de hver dag går på arbejde, hvor de øjner en lang række omsorgsbehov hos patienterne, uden at de har mulighed for at forpligte sig til omsorgen. Derfor oplever mange sygeplejersker moralsk stress, fordi de udmærket godt ved, hvad de bør gøre, alt imens de forpligtes til alt muligt andet.

I takt med at omsorgen bliver nedprioriteret, mister vi blik for patienten og begynder dermed at overse, hvad der for patienten er vigtigt. Resultatet er uværdige patientforhold, hvor patienten behandles, men uden at der er sikkerhed for, at man bliver set undervejs.

{{toplink}}

I dag fokuseres der på at give patienten en behandling, men ikke på omsorgen for patienten, der behandles. Denne skæve prioritering viser sig blandt andet ved, at vi overvåger for meget og våger for lidt.

Det at overvåge patienter er tæt forbundet med behandling, hvor det at våge handler om omsorg. Hvis patienter skal sikres den bedst mulige behandling, er det nødvendigt at overvåge patienter, hvilket også kaldes monitorering. Men skal vi sikre værdigheden, skal vi samtidig sikre et vågent øje for patienten.

Et øje, der netop ser, hvad der for patienten er vigtigt. Derfor handler prioritering i sundhedsvæsenet ikke alene om at behandle patienten bedst muligt, men også om en omsorg for patienten. Omsorg er ikke ekstra flødeskum, men handler om liv og død – nøjagtig som behandling.

Når alvorlig sygdom resulterer i meningsløshed og håbløshed, kan behandlingsgarantien ikke stå alene. Det kræver samtidig et menneske, der udviser omsorg for en stund. Men i dag blive omsorgen reduceret til noget sekundært, forhastet eller noget andre og især pårørende må tage sig af.

Men omsorgen handler i sin kerne om et blik for den patient, vi forsøger at hjælpe. En indsats, der begynder med patienten: "Hvor er du midt i alt det her?" Det er her, omsorgen udspringer, som et professionelt blik for patienten. Men omsorg kan ikke sikres, som var det fjernvarme via et kommunalt anlægsarbejde.

Omsorg kræver mennesker. Mennesker, der bidrager til at sikre nærvær, værdighed og menneskelighed. Den gode nyhed er, at der allerede findes professionelt omsorgspersonale, der evner denne vigtige opgave. Men i dag bliver de primært omtalt som en mangel.

På den måde er sygeplejersker eksempelvis reduceret til en mængde eller kvantitativ størrelse, hvorefter debatten automatisk kommer til at handle om flere i uddannelse, flere på fuldtid og flere, der fastholdes via løn.

Det er der ikke noget galt med, men problemet er, at når sygeplejersker omtales som noget kvantitativt, så mister vi blik for omsorgens kvalitet. Det hele kommer til at handle om faget og ikke om sagen selv.

Gennem politiske paroler lyder det ofte, at sundhedsvæsenet tager udgangspunkt i patienten. Men for sygeplejersker ender patienten ofte som et tilgangspunkt, hvor patienten kun tilgås med det mest nødvendige. Omsorgsarbejdet er flere steder reduceret til førstehjælp, hvor omsorgens idé modsat handler om næstehjælp.

Omsorg handler ikke om at varetage forhandlede opgaver, men om at tage vare på patienten og lade opgaven udspringe herfra. Omsorg handler om at skabe tryghed, når sygdom har tapetseret hverdagen i et fremmed mønster. Omsorg handler om at slår ring om værdigheden, når fornedrelsen kommer krybende.

I dag forpligtes omsorgspersonalet imidlertid primært til opgaver, der støtter behandling og kun sekundært til den omsorg, der støtter patienten.

Når vi mindst venter det, er vi pludselig selv blevet patienter, hvor sygdom bevirker, at verden er forandret og fremmed. Uforberedt står vi med en diagnose, som er tung at bære og med en prognose, der tegner en dyster horisont. For langt de fleste er det først her, man oplever den manglende prioritering af omsorg.

Lad os derfor prioritere og værdisætte omsorgen og dermed sikre, at patienter bliver set før de lider under flere forseelser.

Min centrale pointe er, at vi som det mindste skal prioritere med åbne øjne.

Ønsker vi et sundhedsvæsen, hvor omsorgen primært handler om at støtte behandlingen og kun sekundært om at støtte patienten? Ønsker vi et sundhedsvæsen, hvor omsorgen i stadig højere grad overdrages til pårørende og frivillige? Ønsker vi et sundhedsvæsen, hvor vi alene er garanteret behandling, men uden garanti for omsorg undervejs? 

Der er langt mere på spil, end de fleste tror, og de politiske beslutninger er vigtigere end nogensinde.