Sundhedsstyrelsen udsætter arbejdet med psykiatriplan igen-igen

Aktører er bekymrede, efter Sundhedsstyrelsen tirsdag med kort varsel aflyste to møder i den følgegruppe, der skal komme med input til regeringens 10-års plan for psykiatrien. Dansk Psykiatrisk Selskab frygter desuden, at planen i højere grad skal handle om mental sundhed end psykisk sygdom.

Sundhedsstyrelsen udskød tirsdag to møder i den følgegruppe, der skal komme med fagligt input til regeringens udspil til en 10-års plan for psykiatrien. Det drejer sig om et møde, der skulle have fundet sted fredag, og et efterfølgende møde i oktober.

Mailen med aflysningerne er sendt til en lang række aktører og vækker bekymring - både for, at tiden forpasses, og for indholdet af planen:

"Man begynder at tænke, om vi bare skal holdes hen. Nu fik vi heller ikke en klink i regeringens finanslovsudspil," siger Gitte Ahle, formand for Dansk Psykiatrisk Selskab.

"Der er nogle ting, som gør os usikre på, om der er politisk vilje til at lave en ambitiøs plan. Når processen hele tiden bliver kortsluttet, får fantasien jo frit spil," siger formand for Psykiatrifonden, Torsten Bjørn Jacobsen.

Altinget har set mailen fra Sundhedsstyrelsen. Her begrundes aflysningen af møderne med tidspres.

Sundhedsstyrelsen oplyser til Altinget, at man har fuldt fokus på opgaven, men har "brug for et par uger mere, for at sikre, at vores oplæg til de kommende møder er helt på plads."

I pårørendeforeningen Bedre Psykiatri er landsformand Mads Engholm ikke så bekymret for udsættelsen, så længe der stadig indkaldes til forhandlinger i 2022.

Her har man i stedet øjnene stift rettet mod finanslovsforhandlingerne, efter at regeringen mandag præsenterede et finanslovsudspil uden penge til psykiatrien:

"Vi håber, der er andre partier, som vil prioritere at sætte penge af til nogle af de akutte udfordringer vi har i socialpsykiatrien," siger Mads Engholm.

Følgegruppens arbejde skal danne grundlag for Sundhedsstyrelsens anbefalinger til regeringen. Gruppen skulle oprindelig have holdt sit sidste møde i februar 2021.

Socialdemokratiet gik i 2019 til valg på et ønske om en 10-års plan for psykiatrien.

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) har tidligere oplyst til Folketingets sundhedsudvalg, at arbejdet med 10-års planen er udskudt som følge af covid-epidemien.

Mistrivsel eller psykiatri?
I mailen, hvor Sundhedsstyrelsen aflyser de planlagte møder, omtales den kommende 10-års plan "10-årsplanen for mental sundhed og psykiske lidelser".

Hos Dansk Psykiatrisk Selskab er der stigende bekymring for indholdet:

"På mødet før sommerferien var vores indtryk, at der ikke var ret meget psykiatri i planen. De klassiske psykiatriske sygdomme som skizofreni, bipolar lidelse og svær depression fyldte nærmest ingenting. Der var heller ikke noget om hverken tvang eller dobbeltdiagnoser. Det var pillet ud," siger Gitte Ahle, der mener, der foregår ting i kulissen mellem møderne:

"Jeg kan godt forestille mig, at der er interessenter, der trækker i trådene, og at det er baggrunden for, at man ikke kan komme videre og få skrevet et grundlag, som alle kan se sig selv i," siger hun.

Er det ikke fornuftigt nok at tage hele paletten med, når man taler om en langsigtet 10-års plan?

"Det er fint, hvis man vil gøre noget for mental sundhed og modvirke mistrivsel. Men det er en folkesundhedsdagsorden, der ikke har så meget med psykiatri at gøre."

Gitte Ahle pointerer, at man kan mistrives uden at have en psykisk sygdom:

"Når man som psykiater har set en mulighed for at lave en plan for vores alvorligt syge patienter, er det bekymrende, at begreberne blandes sammen. Så bliver det et bundløst dyb. Da man lavede kræftpakkerne, startede man jo heller ikke med at tale om rygestopkurser."

Vil ikke have en smørebrødsseddel
Også i Psykiatrifonden er man opmærksom på, om den langsigtede plan er ved at smuldre, før den er sat i søen. 

Det skyldes blandt andet, at følgegruppens opdrag er blevet ændret undervejs, så gruppen udover at beskrive udfordringerne i psykiatrien før sommerferien blev bedt om at komme med konkrete løsningsforslag. Det vækker en bekymring for, om planen ender som et idékatalog med alt godt fra havet.

"Denne gang skal det ikke bare hedde en plan - det skal faktisk være en plan og ikke bare en smørrebrødsseddel, man kan plukke fra," siger Torsten Bjørn Jacobsen.

Han understreger, at der er brug for at sikre sammenhæng, kvalitet og kapacitet

"Det kræver altså nogle investeringer," slår han fast.

Artiklen er opdateret med svar fra Sundhedsstyrelsen.

Forrige artikel S-borgmestre efterlyser støttepartiers hjælp til at undgå besparelser på handicapområdet S-borgmestre efterlyser støttepartiers hjælp til at undgå besparelser på handicapområdet Næste artikel Regeringen afsætter 170 millioner til hjemmeplejen: De ældres hjem skal ikke være en banegård Regeringen afsætter 170 millioner til hjemmeplejen: De ældres hjem skal ikke være en banegård
Bliver kommunerne mast i de 17 sundhedsråd?

Bliver kommunerne mast i de 17 sundhedsråd?

En kommissionformand, en KL-direktør og en lægeformand vurderer regeringens forslag til en sundhedsreform. Bliver de kommunale medlemmer af de nye sundhedsråd mast af regionerne? Og er flytningen af to store kommunale sundhedsopgaver et af de dårligste tiltag i reformforslaget? Lyt til ret forskellige svar i denne udgave af Politisk Stuegang.