Sundhedschef: Lægerne skal stole mere på kommunernes sundhedstilbud

Af Jakob Bigum Lundberg
Direktør i Næstved Kommune og medlem af hovedbestyrelsen i FSD

For nogle år siden deltog jeg i en studietur til Kaiser Permanente i Californien. Denne amerikanske sundhedsorganisation er spændende, fordi den rummer samtlige ydelser fra hjemmepleje over almen praksis til supersygehus og derfor selv kan fordele den samlede produktion, som i Danmark breder sig over hele tre sektorer.

For mig var turens højdepunkt mødet med en overlæge på et sygehus i San Francisco, som fortalte, at han og hans kolleger alle var af den grundlæggende opfattelse, at hvis en forsikringstager hos dem blev så syg, at det blev nødvendigt med en sygehusindlæggelse, så var det i princippet udtryk for en tidligere opstået fejl – en manglende forebyggende eller behandlende indsats på et lavere niveau i organisationen.

Og denne grundlæggende opfattelse førte til, at lægerne tænkte ud over matriklen på sygehuset og søgte at styrke viden og kompetencer hos forsikringstagerne selv og i primærsektoren som helhed.

Mangler blikket for hele kæden
I Danmark er vi ikke nået så langt endnu. Lægerne på sygehusene er i de senere år blevet både mere specialiserede og produktive, men stadig uden det blik for hele kæden, som den amerikanske historie illustrerer. Og tilsvarende halter det for lægerne i almen praksis at gøre brug af de kommunale sundhedstilbud, blandt andet kronikertilbud og akutstuer.

I kommunerne må vi også gribe os selv i barmen og erkende, at vi nok ikke har haft det nødvendige fokus på at dokumentere effekten af vores indsatser, som kunne åbne lægernes øjne for vores tilbud. Taberne bliver i sidste ende borgerne, som ikke oplever det sammenhængende sundhedsvæsen.

I disse uger venter vi på regeringens udspil til en ny sundhedsreform. Ifølge rygterne vil den komme systemsygdommene til livs ved at reorganisere og ændre på struktur. Givetvis godt og nødvendigt, men ikke tilstrækkeligt. Der skal en kulturforandring til.

En forandring, der bringer danske lægers tænkning nærmere deres amerikanske kollega. De skal ikke længere sige til en patient: "Du må hellere lige komme og se mig igen i næste måned." I stedet skal de være trygge i at henvise til kommunal opfølgning. Når vi i dag oplever, at det lægefaglige behandlingsansvar for borgere på akutpladser ikke er tydeligt mellem sygehus og almen praksis, viser det, hvor langt vi har at gå endnu.

Lægerne skal løfte ansvaret
Jeg er fuld af tiltro til, at det kan lykkes. Læger i begge sektorer er uden tvivl optagede af patienternes positive udvikling og velbefindende. Men med kikkertens fokus de seneste mange år på aktivitet og produktivitet har synet været indsnævret. Regeringens kommende sundhedsudspil bør give mulighed for, at lægerne nu bedre kan se til siderne og løfte det faglige ansvar for et samlet sundhedsvæsen.

Men det vil ikke ske overnight eller af sig selv. Det er her, der er behov for kulturforandringen – med faglig frihed og fælles ledelse. Og det er vigtigt, at lægerne nu vil være med til at gribe det udvidede ansvar – fra sygehusbehandling til populationsstyring.

Jeg har også tiltro til, at de nye kvalitetsklynger, som almen praksis er i gang med at forme, vil hjælpe os på vej. Meget positivt følger de nye klynger oftest kommunegrænserne, og de praktiserende læger i hver klynge er nu på vej til at vælge ud, hvor de vil forbedre kvaliteten.

Hvor store forskelle vil man acceptere?
En problemstilling er dog, at de fleste kommuner reelt ikke har et nærsygehus, hvis det ligger mere end 60 kilometer væk. Og hvis vi skal bygges op om akutsygehusene og de hertil hørende sundhedsfællesskaber, er det afgørende, at Sundhedsministeriet ser på, hvor store forskelle der kan accepteres for de enkelte klynger. Det kan ikke være rigtigt, at man i nogle klynger er frataget flere funktioner på grund af manglende rekruttering.

Afgørende for sundhedsvæsnets succes bliver, om vi alle på tværs af sektorer vil løfte et fælles ansvar for, at borgerne kan opleve kvalitet og sammenhæng. De bebudede nye sundhedsklynger vil blive målt på, om de tager opgaven på sig – om de ser det fra borgerens synspunkt.

Muligheden synes tættere på end nogensinde … Spørgsmålet er, om lægerne er klar til at gå fra matrikelstyring til målrettede indsatser for grupper af patienter?  

debat@altinget.dk