Stort behov for øget viden om piger med ADHD
DEBAT: Der er et alarmerende behov for mere viden om piger og kvinder med ADHD. Ellers er der risiko for at give forkert behandling til netop kvinderne, lyder det fra formanden for ADHD-foreningen.
Formand, ADHD-foreningen
ADHD-foreningen og Socialstyrelsen ser det som en fælles opgave at øge mængden af viden om ADHD i Danmark. Vi havde derfor inviteret ind til en heldagskonference med det mål at formidle den eksisterende viden om piger og kvinder med ADHD. Vi havde inviteret den svenske børneneuropsykiater og forsker Svenny Kopp til at dele sin 20 år lange forskning i arbejdet med piger og kvinder i psykiatrien. Og dagen gav meget stof til eftertanke.
Lad os forblive i den evidensbaserede tilgang og trække på den beskedne mængde forskning, der er om livet for piger og kvinder med ADHD. De oplever generelt dårligere selvværd, er mere udsatte for stress, de oplever mere angst og får oftere depressioner, end drengene og mændene gør. De er i stor risiko for at mislykkes i skolen, at blive udsat for mobning, at begynde at ryge og/eller ende i andet misbrug. Der er stor risiko for teenagegraviditet, for at udvikle sig antisocialt og for at de må kæmpe med spiseforstyrrelser.
Men hvorfor fanger vi stadig meget få piger og kvinder i forhold til en antaget forekomst? Der findes ingen forskning, som viser, at der er forskel på ADHD-symptomerne hos piger og hos drenge, og de oplever lige store funktionsnedsættelser. Forskellen ligger muligvis i, hvordan omverdenen tolker adfærdssymptomerne hos pigerne og kvinderne. En undersøgelse (Jackson 2004) viser, at lærere i højere grad tolker pigernes ADHD-symptomer som trods, hvorimod de ofte tolker trodsige drenge som havende ADHD. ADHD er altså en mere plausibel forklaringsmodel i forhold til problemadfærd blandt drenge end blandt piger.
En del af forklaringen kan ifølge Svenny Kopp ligge i pigers generelt tidligere modningsmønster både socialt, sprogligt og finmotorisk. Diagnosekriterierne er primært udarbejdet på baggrund af forskning på drenge, så måske derfor går der længere tid, inden man opsporer ADHD hos pigerne. Hvis de overehovedet diagnosticeres, er det typiske langt senere end drengene, ofte først i 12-14 års-alderen, og følgelig har de kæmpet med funktionsnedsættelsen i længere tid, før de får hjælp.
Piger og kvinder med ADHD bliver til mødre med ADHD. Her følger et stort ansvar for planlægning og strukturering af familielivet. Vi har ingen forskningsmæssig viden om, hvilken betydning det konkret får for familiemønstret, men ud fra min erfaring med næsten daglige kontakt med familier med ADHD, ved jeg, at det giver store udfordringer og risiko for et familieliv i kaos.
Vi er nødt til rettidigt at kunne identificere og tolke adfærdssymptomerne hos de udsatte piger med ADHD og sætte ind med relevant støtte, så de får mulighed for at lære hensigtsmæssige mestringsstrategier, som de kan tage med sig ind i voksenlivet. For at det på nogen måde bliver muligt, skal der udvikles redskaber til opsporing og identificering af piger og kvinder med ADHD baseret på viden, der tager udgangspunkt i forskning af piger og kvinder med ADHD.
"Hvorfor sænker industrien ikke bare prisen på medicin?"
Sammenlægning har skadet patienter med sjældne diagnoser
