Sophie Løhde vil rydde op i statens it-systemer

OPRYDNING: En række af de it-systemer, der er vigtige for samfundet, er i dårlig stand, siger minister for offentlig innovation, Sophie Løhde. Hun starter derfor en ny it-strategi, der skal styrke systemerne.

Flere af statens it-systemer er i dårlig stand, og derfor er det på tide ”at tage skeen i den anden hånd”.

Sådan lyder det fra minister for offentlig innovation, Sophie Løhde (V), der sætter gang i arbejdet med en ny it-strategi, som skal sikre bedre styring af it-systemerne.

”It er i dag en lige så kritisk infrastruktur som elektricitet og veje. Med masser af it-projekter på forsiden af aviserne og med kasseeftersynets gennemgang af statens it-systemer, er det jo tydeligt for enhver, at der er behov for handling,” siger Sophie Løhde i en pressemeddelelse.

Staten bruger hvert år syv milliarder kroner på it-området og har omkring 4.000 it-systemer, hvoraf flere af dem er i så dårlig stand, at de er kritiske for samfundet.

”Vi skal både finde nøglen til at udvikle de nye projekter til rette pris og uden forsinkelser. Og vi skal sørge for, at vi driver dem bedre, når de er sat i drift,” siger Sophie Løhde, der tilføjer, at problemerne ikke kan løses med et snuptag.

”Det kræver en grundlæggende forandring i den måde, som staten arbejder med it på. Det er et langt, sejt træk.”

Som et led i strategien nedsætter Sophie Løhde blandt andet en arbejdsgruppe, der frem mod sommeren skal udarbejde et oplæg til it-strategien. Gruppen består af både statslige myndigheder og eksterne eksperter.

Strategien kommer kun til at omfatte staten – og ikke kommunerne og regionernes it-systemer.

Forrige artikel Styrelse og eksperter: Flere bør tilbydes fedmeoperation  Styrelse og eksperter: Flere bør tilbydes fedmeoperation  Næste artikel S: Fedmeanbefalinger skal følges og finansieres S: Fedmeanbefalinger skal følges og finansieres
Bliver kommunerne mast i de 17 sundhedsråd?

Bliver kommunerne mast i de 17 sundhedsråd?

En kommissionformand, en KL-direktør og en lægeformand vurderer regeringens forslag til en sundhedsreform. Bliver de kommunale medlemmer af de nye sundhedsråd mast af regionerne? Og er flytningen af to store kommunale sundhedsopgaver et af de dårligste tiltag i reformforslaget? Lyt til ret forskellige svar i denne udgave af Politisk Stuegang.