Socialsygeplejersker: Syge bliver dobbelt ramt af pandemien

DEBAT: Flere tilbud til udsatte borgere er lukket ned og mulighederne for at finde en plads til en hjemløs patient, der er klar til udskrivelse, bliver kun færre. Pandemien har gjort det endnu sværere at skabe lighed i sundhed, skriver en række socialsygeplejersker

Indlægget er skrevet af en række socialsygeplejersker fra Region Hovedstaden (se doku-boks)

"Bliv hjemme, se kun få personer, hold afstand, sprit af, brug mundbind, isolér dig, hvis du hoster, bestil tid på nettet til test" og så videre og så videre.

Rådene er mange, og danskerne gør deres bedste hver især, men på ulige vilkår.

Socialsygeplejerskerne på alle Region Hovedstadens hospitaler har hver dag kontakt med nogle af de meste udsatte patienter og borgere i vores samfund. Mennesker, der er hjemløse, multisyge, har været udsat for vold og ulykker, som mangler et ben eller en arm eller måske begge dele, som ingen pårørende har, som lider af psykisk sygdom, som har lige præcis nul kroner på bankkontoen. 

Mennesker der lever et liv, som er så udsat og sårbart, at det kan være svært at forstå.

Socialsygeplejerskerne får kontakt til disse mennesker, når de bliver indlagt til behandling på regionens hospitaler. Nogle gange til korte forløb, nogle gange til lange komplicerede behandlinger.

Ingen garanti for tag over hovedet
Fælles for disse patienter er, at bare fordi de nu er udstyret med et smukt ar tværs hen over maven efter en operation, har fået gips på det ene ben eller har fået besked på, at resten af deres behandling nu foregår ambulant, efter udskrivelsen ikke skal regne med at få et tilbud fra deres hjemkommune om tag over hovedet.

Hospitalsvæsnet er skruet sådan sammen, at hvis du ikke er indlæggelseskrævende, så bliver du udskrevet. Det giver jo langt hen ad vejen god mening, hvis man er så heldig at kunne udskrives til et trygt varmt hjem, hvor der måske ovenikøbet er én, der kommer med en ostemad og en kop te. 

Men hvis du er blevet udstyret med gips på dit brækkede ben, ikke må støtte på det i seks uger og lever af at samle flasker, så har vi en anden mere kompliceret situation.

Socialsygeplejerskerne oplever igen og igen, at vi ikke kan finde plads til disse udsatte mennesker, når de bliver udskrevet. Det er sådan set ikke nogen ny problematik, men den bliver lige nu på grund af pandemien forstærket i en sådan grad, at vi ser os nødsaget til at råbe "stop, den er helt gal"!

Ni timers hvile - og ud igen
Flere udsatte-tilbud er lukket ned på grund af pandemien, og mulighederne for at finde en plads til en hjemløs patient, der er klar til udskrivelse, bliver færre og færre.

Der er for kort tid siden afsat fem millioner kroner til at afhjælpe den akutte situation i forhold til pandemi og vinter. Det fremgår, at disse midler først og fremmest vil blive brugt til nødherberger i form af overnatning. Det betyder, at brugerne møder op typisk klokken 23 og skal være ude igen klokken otte næste morgen.

Udsatte hjemløse syge mennesker i høj risiko for at blive udsat for smitte tilbydes ni timers hvile og så afsted ud på gaden igen. Hvordan kan det være, vi ikke tilbyder lige vilkår for alle mennesker i en tid, hvor især svage og multisyge mennesker er i risiko for at dø af covid-19? 

Og vi kan lige så godt tage den svære med: Vi har migranter, der opholder sig på gaden i alle kommuner. Disse mennesker afvises de fleste steder, hvor der er hjemløsetilbud. Det er simpelthen forbudt for tilbuddene at invitere inden for i varmen.

Virus bekymrer sig ikke om politik
Migranter på gaden er i lige så høj grad udsat for smitte og kan jo i lige så høj grad som hr. og fru Jensen bringe smitte videre. Covid-19 bekymrer sig ikke om udlændingepolitik.

Socialsygeplejerskerne på regionens hospitaler er sat i verden for at mindske ulighed i sundhed. Pandemien understreger og tydeliggør, at vi er langt fra målet.

Vi beder om, at kommunerne og politikerne akut tager hånd om alle hjemløse til gavn for de udsatte og sårbare og til gavn for hele samfundet.

Forrige artikel Opråb fra gaden på Vesterbro: Få vaccineret de hjemløse omgående Opråb fra gaden på Vesterbro: Få vaccineret de hjemløse omgående Næste artikel S: Alt for ofte rydder offentligt ansatte op efter private aktører i ældreplejen S: Alt for ofte rydder offentligt ansatte op efter private aktører i ældreplejen
Bliver kommunerne mast i de 17 sundhedsråd?

Bliver kommunerne mast i de 17 sundhedsråd?

En kommissionformand, en KL-direktør og en lægeformand vurderer regeringens forslag til en sundhedsreform. Bliver de kommunale medlemmer af de nye sundhedsråd mast af regionerne? Og er flytningen af to store kommunale sundhedsopgaver et af de dårligste tiltag i reformforslaget? Lyt til ret forskellige svar i denne udgave af Politisk Stuegang.