Skal vi være købmænd eller en del af sundhedsvæsnet?
DEBAT: Regionerne og regeringen skal passe på, de ikke presser tandlægerne så hårdt økonomisk, at de mere bliver købmænd end tandlæger, der er en del af sundhedsvæsnet. Sådan lyder advarslen fra formanden for Tandlægeforeningen.
Af Freddie Sloth-Lisbjerg
Formand, Tandlægeforeningen
Vi er nået til et punkt, hvor jeg bliver nødt til at stille politikere, embedsmænd og andre meningsdannere spørgsmålet om, hvad de egentlig vil med tandplejen i Danmark. Skal tandplejen være en købmandsorienteret serviceudbyder, eller skal den være en naturlig del af sundhedsvæsenet?
Selv er jeg ikke i tvivl: Jeg vil have en tandpleje, som er baseret på faglighed. Hvor enhver behandling aftales mellem tandlæge og patient med udgangspunkt i tandlægens faglige vurdering af patientens behov. Og hvor patientens behov selvsagt er vigtigere end klinikkens behov for omsætning eller kommunens behov for budgetsikkerhed. Tandklinikkerne hører hjemme i sundhedsvæsenet og ingen andre steder.
Ensidigt fokus på konkurrence
Det er ikke alle, der er enige med mig. Erhvervs- og Vækstministeriet ser tandplejen som et kommercielt serviceerhverv og fokuserer stort set kun på den indbyrdes priskonkurrence tandklinikkerne imellem. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen opfordrer folk til at shoppe tandplejeydelser, ligesom man shopper modetøj. Tandplejen sidestilles derved med en købmandsbutik, og fru Hansen med paradentose og bidfunktionsproblemer er ikke længere patient, men reduceres til at være en kunde.
Jeg vil ikke være med til en udvikling, hvor fagligheden inden for tandplejen undermineres. Vi har i Danmark valgt den samme model for voksentandplejen, som gælder for den øvrige praksissektor. Modellen er kendetegnet ved mange relativt små enheder, hvor autoriserede sundhedspersoner har den bestemmende indflydelse.
Den model er der mange gode grunde til at bygge videre på. Og det vil jeg gerne være med til i samarbejde med Sundhedsministeriet, Sundhedsstyrelsen, Danske Regioner og KL. Vi har brug for hinandens med- og modspil, for vi har den sundhedsfaglige tilgang som fællesnævner. Og jeg tror, at vi når længst gennem aftaler mellem ligeværdige parter. Jeg tror på dialog frem for diktat.
Økonomien skal hænge sammen
Ligesom alle andre skal vi som tandlæger også have økonomien til at hænge sammen i hverdagen. Men det kan vi sagtens forene med vores faglighed. For vi er som sundhedspersoner dybt afhængige af patienternes og det omgivende samfunds tillid.
Jeg skal selvfølgelig ikke gøre mig klog på, hvad man tænker i fx Sundhedsministeriet og Danske Regioner. Men hvis jeg skulle forhandle på vegne af det offentlige om udviklingen af tandplejen, ville jeg hellere forhandle med en organisation med et sundhedsfagligt fokus end fx med en stribe private virksomheder, hvis primære formål er at tjene penge.
I Tandlægeforeningen vil vi gerne tage medansvar for at udvikle tandplejen – men kun hvis tandsundheden og fagligheden er i centrum. Jeg håber derfor, at den økonomiske ramme, der stilles til rådighed for både regionerne og kommunerne til tandplejen, tager afsæt i tandsundheden og i fagligheden, således at vi også i fremtiden vil have en tandpleje i verdensklasse.
Ældrepolitik har altid været sparepolitik
