Selvfølgelig fylder vi meget

INTERVIEW: Det er naturligt, at de store og alvorlige sygdomsgrupper også har stærke patientforeninger. Samtidig bidrager patientforeningerne til sundhedsvæsnet, mener direktørerne for Hjerteforeningen og Diabetesforeningen.

"Jeg forstår godt, at politikerne og andre patientforeninger synes, at patientforeninger som Hjerteforeningen, Kræftens Bekæmpelse og Diabetesforeningen fylder meget. Men det er, fordi vi repræsenterer sygdomme, der både er dødelige og meget udbredte. Hjertesygdom er den næsthyppigste dødsårsag i Danmark. Og der er 450.000 danskere, som lever med en hjertekarsygdom," siger Inge Vestbo. Kræft er den hyppigste dødsårsag i Danmark. 34.000 danskere rammes årligt af kræft.

Diabetes er en dræber
Diabetesforeningen hører med sine knap 80.000 medlemmer til blandt de helt store patientforeninger i Danmark. Foreningens adm. direktør, Henrik Nedergaard, er helt på det rene med, at foreningens synspunkter fylder meget.

"Men sammen med kræft og hjertesygdomme hører diabetes også til blandt de mest alvorlige sundhedsproblemer i verden. I Danmark vil antallet af diagnosticerede diabetikere være steget fra cirka 290.000 i dag til cirka 600.000 i 2025. På verdensplan dræber sygdommen flere mennesker, end hiv/aids, malaria og tuberkulose gør til sammen. Så der er en grund til, at vi fylder meget," siger Henrik Nedergaard.

Login