Selv forhandlingerne om sundhedsvæsenets økonomi er præget af Novo-succes

I nullerne var der en økonomiaftale mellem regionerne og VK-regeringen, som en regionsansat kaldte for "Det store togrøveri".

Den maleriske metafor blev brugt, fordi regionerne dette år fik bevilliget særligt mange penge – og endda uden våben.

Helt så vildt kommer det nok ikke til at gå i dette års økonomiforhandlinger, hvor regionsformændene Anders Kühnau (S) og Mads Duedahl (V) skal lægge arm med hver deres partifælle, finansminister Nicolai Wammen (S) og indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V). 

Hverken fugl eller fisk

Faktisk er der mest, der taler for en økonomiaftale på det jævne.

Først og fremmest fordi, der er en elefant i forhandlingsrummet, der hedder strukturreform. I løbet af de kommende måneder defineres regionernes skæbne med først en kommissionsrapport i begyndelsen af juni, og siden en politisk aftale til efteråret. Det sætter et naturligt loft over regionernes lyst til at gøre sig alt for besværlige for regeringen om næste års økonomi.

Samtidig vil regeringens appetit for at poste en masse nye penge i større initiativer og tiltag, der går på tværs af regioner, kommuner og stat nok ikke være stor på denne side af en reform. {{toplink}}

Og så er der stadigvæk langt til næste folketingsvalg. Skiftende regeringer har en tradition for at læsse sundhedskronerne ud i større klumper – givetvis for at øge den politiske wauw-effekt lige efter, den er trådt til, og kort før den skal på valg igen.

Til gengæld er der regionsrådsvalg i 2025, og dermed er det denne økonomiaftale, som landets regionsformænd skal genvælges på, hvis altså deres region stadigvæk eksisterer til den tid. Vil Wammen og Løhde sende deres partifæller ud i en valgkamp på et bagtæppe af ansættelsesstop og besparelser? Helst ikke.

Novo-sællert præger dagsordenen 

For regionerne er én ting øverst på dagsordenen – de skal have hjælp til medicinregningen.

For med Ozempic som den bærende drivkraft er udgifterne til tilskudsmedicin steget eksplosivt i 2023 og i år. Langt mere end forventet.

Sidste år undervurderede Finansministeriet medicinudgifterne med over en milliard kroner, og ifølge regionerne har det betydet, at alle de ekstra penge de blev tildelt i år til de flere ældre, er blevet spist op af den populære Novo-sællert.

Regionerne vil først og fremmest have et økonomisk plaster på såret for den skade, som allerede er forvoldt dem.

Men man ønsker også en medicingaranti, så staten fremover på forhånd garanterer, at hvis Finansministeriet igen rammer så skævt i sit skøn over udviklingen i medicinudgifter, dækker statskassen selv en del af ekstraregningen. På den måde undgår regionerne at skulle komme med hatten i hånden år for år, når nye medicinprodukter igen har sprængt forventningerne. Og den vished ville i sig selv kunne forebygge drastiske besparelser på sygehusene. {{toplink}}

At Novo Nordisk for nyligt har sat prisen på diabetesmedicinen markant ned, samtidig med at Lægemiddelstyrelsen har strammet vilkårene for at kunne få tilskud, lægger en dæmper på pengeblødningen hos regionerne allerede i år.

Men det har også den bivirkning for regionerne, at det også dæmper temperaturen på den brændende platform i forhandlingerne.

I regeringen er man formentlig påpasselige med at udstikke økonomiske garantier på et område, der er svært at kontrollere. Her vil et modargumentet være, at disse Ozempic-år jo nok er en enlig svale.

Men samtidig er det svært for Sophie Løhde at komme uden om regionernes grundlæggende argument; Hvis der fremover er lige så stor diskrepans mellem Finansministeriets forudsigelser og virkeligheden i regionerne, så vil ekstra penge til demografien eller andre gode intentioner også i fremtiden gå til medicinudgifter i stedet.

Og statsministeren selv har allerede anerkendt problemet fra scenen til regionernes årsmøde: 
 
"Det er helt rimeligt, at I har en forventning om, at vi ved, at det ikke mindst er medicinudgifterne, der presser økonomien," sagde hun.

Anlæg for en sundhedsfond?

Og så er der anlægsområdet. Her ses samme modus operandi hvert år. Regionerne kræver et større milliardbeløb og får et mindre. 

Det nye er dog, at regionerne og regeringen for første gang sidste år blev enige om at aftale penge til anlæg for to år i stedet for ét. Så pengene for 2025 er sådan set aftalt. 

Regionerne argumenterer nu for, at mange sygehuse, som ikke har været en del af supersygehusprojekterne, der nu har været undervejs i godt 15 år, generelt er ved at være nedslidte – både murstenene og inventaret. 

Derfor kan vi i disse dage se Anders Kühnau optræde i artikler om nedslidt medicinudstyr og gamle svampebefængte hospitalsbygninger. {{toplink}}

Regionerne vil gerne forpligte regeringen til at lave en mere langsigtet renoveringsplan for landets ældre sygehuse, hvilket regeringen har lovet i regeringsgrundlaget i en såkaldt sundhedsfond.

"...til vedligeholdelse og modernisering af sygehuse samt teknologi og digitalisering," hedder det i regeringsgrundlaget.

Man vil i regionerne forsøge at tage regeringen på ordet, og bringe sundhedsfonden i spil i forhandlingerne, men regeringen gemmer formentlig dette initiativ, så de kan lancere det selvstændigt uden for økonomiaftaleregi.

Derfor er det samlet set tvivlsomt om Anders Kühnau og Mads Duedahl kan løbe ud af Finansministeriet med lommerne fulde af drifts- og anlægsmidler.

I år er målet dog heller ikke en togvogn med guld – selv om det kunne være rart. Hovedmålet må være, at man i efteråret undgår at blive kørt ud på et evigt sidespor.

ole@altinget.dk, wind@altinget.dk