SDU-professor: Penge, politik og populisme styrer i høj grad, hvad der forskes i

Populisters grundværktøj er bevidst tvetydighed og debatafsporing.

Det viste folketingsmedlemmerne Henrik Dahl (LA) og Morten Messerschmidt (DF) før sommer, da de i en række mediebidrag gik til angreb på forskning i identitetspolitik og migration.

Missionen lykkedes og resulterede i, at et flertal i Folketinget vedtog, at universitetsforskere ikke måtte være politiske i deres forskning.

Politikerne skyndte sig behændigt på sommerferie og efterlod universiteter og forskere i en bitterbizar situation, anklaget og dømt uden mulighed for at forsvare sig.

Penge, politik og populisme
Politisk kaprede man debatten og vildledte den i en opportun retning ved at gennemtvinge en barbarisk forsimplet, politisk idé om, at der er grænser for forskningsfrihed, især i snitfladen, hvor videnskaben udfordrer politiske tankesæt.

Politik og forskning har noget til fælles her. Der er rigtig meget bullshit, men vrøvlet har en finér af sandhedslignende troværdighed: Det ser godt ud. Det lyder rigtigt. Men når man kommer ned under overfladen, så finder man det pureste vrøvl.

Desværre fik debattens bannerførere og Folketinget med beslutningen forhindret den debat, der i virkeligheden var brug for: Hvad mener vi med forskningsfrihed?

Forskning er ikke en politisk konsensusproces, og Folketinget er ikke et troværdigt relevant forum for dén diskussion.

Realiteterne i forskningsverdenen er at penge, politik og populisme i høj grad styrer, hvad der forskes i.

Hvis man tror, forskning foregår i et økonomisk uafhængigt ekkorum, så er man blind. Hvis man tror, kvindelige forskere har samme vilkår som mænd, når der skal søges stillinger, midler og publiceres, så er man døv.

Hvis man tror, forskere frit kan vælge, hvad de vil forske i, så er man naiv, og hvis man har den opfattelse, at det er de bedste projekter, der får forskningsmidler, så er man blåøjet.

Hvis man tror, uddelingen af forskningsmidler prioriteres efter kvalitet, så er man galt afmarcheret. Hvis man tror, forskningsmidler tilgår de videnskabelige projekter, der gør den største forskel for de mennesker, de omhandler, så er man på vildspor.

85 procent er spild
Forskningsmidler koncentreres på færre og færre hænder, og modtagerne bliver ældre og ældre. Dét kan så undre, for der er evidens for, at kvaliteten af forskning daler med forskerens alder.

Forskningsmidler tilbydes i højere og højere grad til enorme forskningsmastodonter, der arbejder med stramme fastlåste forskningsstrategier, hvor nytænkning, innovation og vilde idéer er utænkelige. Hypotesetænkningen gør mastodonterne blinde for nye idéer.

Man mener, at op mod 85 procent af forskning er rent spild, da det ikke fører til ny viden eller ikke får nogle konsekvenser.

Da man spurgte nulevende Nobelpris-modtagere, om de troede, de kunne få penge til den samme forskning i dag, så svarede flertallet, at det mente de ikke, de kunne, fordi deres idéer var for langt uden for de gængse forskningstankesæt og traditioner.

En anden grund kan være den blindhed, der kommer med et stigende fokus på økonomiske betragtninger af forskningsideer: Forskere bliver blinde for idéer, der umiddelbart lyder for dyre.

I en stor undersøgelse af mere end 100 års forskning fandt man, at flere og flere studier ender med en konklusion om, at der er brug for flere studier – underforstået, at man fortsætter med at tænke i fastlåste baner, og kun nitten procent af forskere ville ændre deres hypotese, hvis ny evidens viser noget uventet.

I et andet, meget stort bibliometrisk studie over de sidste 60 års forskning fandt man, at færre og færre studier lukker helt nye forskningsfelter op – forskningen tvinges til at lukke sig om sig selv, fordi det er de samme idéer, der er i fokus i opslag om forskningsmidler, og det er de samme studietyper, der får penge.

Ligesom forskning kan producere ny viden, så kan forskning også producere mere og mere uvidenhed ved at man økonomisk, politisk eller strategisk prioriterer én type forskning frem for end anden.

Det perfekte selvbedrag
Universiteter og forskere måles på produktion af videnskab gennem publiceringsgrad og tidsskrifternes indflydelsesgrad ('impact factor').

Lyder fornuftigt, men det giver anledning til samme hjernedøde dinosaurusproces: Forskere, der har publiceret i det meget ansete tidsskrift ’Nature’, opnår bevilling i elleve procent af deres ansøgninger, mens andre kun opnår bevilling i to procent af deres ansøgninger.

Indsatsen for at søge penge står ikke mål med udbyttet og forskere tvinges til at arbejde med uproduktive forskningsområder og ligegyldige spørgsmål for at opnå støtte.

Universiteter og forskere er slavebundne og graver deres egen grav med dette system. I lægevidenskabelig forskning taler man om 'evidenspyramiden', hvor toppen af evidens udgøres af systematiske reviews af publicerede studier.

Men systematiske reviews er det perfekte selvbedrag, for de fleste studieresultater er så indsyltede i spin og oversalg, at de systematiske reviews bliver til systematiseret og forstærket spin, der desværre bruges til at sætte forskningsmæssige dagsordner.

Strategisk uvidenhed
Robert Proctor skrev i 2008 en bog om, hvordan videnskab kan føre til uvidenhed. Proctor kaldte feltet, der studerer politisk produktion af uvidenhed, for agnotologi.

Aktuelt har vi under coronapandemien set, hvordan strategisk uvidenhed er blevet brugt som en aktiv, politisk strategi, der refererer til bevidst brug af videnskabelig forskning til at distrahere eller fordreje offentlighedens opmærksomhed.

Dét er meget mere sofistikeret end videnskabelig bedrageri.

Videnskab er blevet en politisk frugtbar jord, hvor politikere kan aflede befolkningen fra triste fakta, eller hvor politikerne frit kan drage politisk opportune beslutninger baseret på deres egne udlægninger af videnskaben.

De lande, hvor produktionen af uvidenhed har været størst, ser også ud til at være de lande, der har været, og stadig er, hårdest ramt af covid-19. Uvidenhed kan ikke betale sig.

debat@altinget.dk