S vil ikke opgive upopulær tolkelov

TOLKEBISTAND: Den 1. juni ændredes loven, så indvandrere, der har boet i Danmark i mere end 7 år, nu selv skal betale for tolkebistand ved lægebesøg. Loven har mødt stor kritik fra fagfolk, og selvom både SF og R vil af med loven, skal de ikke regne med støtte fra S.

S: Giv det lige tid
Som Altinget Sundhed den 22 marts i år kunne berette, er den nye tolkelov blevet mødt af stærk modstand fra både Lægeforeningen, Danske Patienter og Danske Regioner. Debatten om loven er blusset op igen henover sommeren, hvor loven er trådt i kraft. Professor og overlæge Morten Sodemann fra Odense Universitetshospital har tidligere skrevet en rapport om loven, og han anfører i et debatindlæg i Jyllands-Posten fra tirsdag i sidste uge, at Odense Universitetshospital allerede har oplevet flere tilfælde med patienter, der er kommet i klemme pga. den nye lov.

"Loven og flertallet bag den bidrager dermed aktivt og direkte til at øge uligheden i det danske sundhedsvæsen i en patientgruppe, som i forvejen har en meget betydeligt ringere adgang til sundhedsvæsenet end andre danskere," skriver Morten Sodemann blandt andet i sit debatindlæg.

Et af de partier, der i 2004 netop var med til at stemme for loven, er Socialdemokraterne. Her oplyser man, at man vil følge fagfolkenes tilbagemeldinger tæt, men partiets sundhedsordfører Sophie Hæstorp Andersen nægter på nuværende tidspunkt at melde sig i koret af kritikere.

"Indtil videre har diskussionen mest handlet om, hvad man formoder og forventer. Lad os nu lige se, hvad der kommer til at ske over en længere periode. Men når vi kommer i regering, så er det naturligvis en lov, vi vil evaluere på," siger Sophie Hæstorp Andersen og påpeger, at Socialdemokraterne er opmærksomme på den massive kritik fra blandt andet Morten Sodemann og Lægeforeningen.

Login