Region Nord klar med servicemål for behandling

SERVICEMÅL: Ved udsigten til suspension af det udvidede frie sygehusvalg ruster Region Nordjylland sig nu med en række servicemål, som sikrer de mest trængende patienter.

Regionsrådet i Region Nordjylland vedtog onsdag en række servicemål, som sikrer de mest trængende patienter adgang til hurtig behandling.

Servicemålene vil træde i kraft, så snart Folketinget suspenderer det udvidede frie sygehusvalg.

"Servicemålene er de mål, vi vil leve op til, når den fælles garanti sættes ud af kraft. Vi sikrer, at patienterne ikke oplever unødigt lang ventetid, og samtidig sikrer vi, at vi behandler de mest syge først," siger regionsrådsformand Ulla Astman (S) i en pressemeddelelse.

Afhænger af sygdommens art
Til forskel fra den landsdækkende behandlingsgaranti er de lokale servicemål opdelt, så adgangen til hurtig behandling afhænger af sygdommens alvor og konsekvenser for den enkelte patient.

"De akutte patienter og dem med de alvorligste sygdomme kommer til først. Det vil sige, at en kræftpatient vil komme til hurtigere end en person med skadet menisk. Vi har et gradueret system, med fire forskellige typer af ventetidsmål. Det mener jeg er den helt rigtige vej at gå," fortsætter Ulla Astman.

Det er en lægefaglig vurdering, som afgør, om en patient skal placeres i den ene eller den anden gruppe og dermed har adgang til øjeblikkelig behandling eller må vente op til tre måneder.

Udvidet samarbejde med private

For at leve op til de lokale servicemål vil regionen dels udnytte egne sygehuse og dels trække på samarbejdet med private sygehuse.

"Vi er i færd med at indgå aftaler med de private sygehuse om at levere behandlinger. Så præcis som i dag vil en del af vores patienter blive henvist til private sygehuse. Nu er vi bare sikre på, at vi sender de mest trængende af sted først," slutter Ulla Astman.

De lokale servicemål indføres fra den dato, hvor Folketinget vælger at sætte det udvidede frie sygehusvalg ud af kraft, og servicemålene gælder, indtil det atter træder i kraft.

Login