R-kandidat: Lovgivningen om alternativ behandling svigter patienterne

Af Stinus Lindgreen
Ph.d, forsker, folketingskandidat og medlem af Region Hovedstaden (R)

Personligt har jeg et svagt punkt for evidens. Jeg kan godt lide, at man dokumenterer sine påstande − især når det handler om sundhed. Det er nødvendigt, at vi kan stole på de behandlinger, vi får tilbudt hos lægen eller på hospitalet.

Derfor kræver vi omfattende dokumentation for effekt og bivirkninger ved medicin, inden vi godkender det.

Det betyder ikke, at det er perfekt. Der sker fejl, nogle prøver sikkert at snyde på vægtskålen. Det skal vi ikke acceptere, for det er området alt for vigtigt til. Men det ændrer ikke på, at det er til vores alles bedste, at vi stiller skrappe krav til dokumentation for de behandlinger, vi tilbyder vores syge medborgere, sådan som tilfældet også er i dag.

Og så alligevel ...

Der er en kategori af behandlere, som vi ikke stiller de samme krav til, når det kommer til at dokumentere virkningen af de behandlinger, de sælger til vores syge medborgere. Det er såkaldte alternative behandlere.

Alle kan tilbyde behandling
1. januar 2007 trådte en ny autorisationslov i kraft i Danmark. Hermed ophævede man den hidtil gældende lægelov. En af konsekvenserne af denne lovændring er, at man i dag ikke længere har en eksisterende lovgivning omkring kvaksalveri i Danmark. Før 2007 var det ikke tilladt for personer “at tage syge i kur”, hvis ikke de havde en gyldig autorisation som læge. De, der gjorde det alligevel, omtalte man specifikt som kvaksalvere.

I dag er det muligt for hvem som helst helt lovligt at tilbyde behandling af syge mennesker med enkelte restriktioner: Du må ikke operere dine kunder, og du må ikke tilbyde at kurere smitsomme sygdomme. Herudover er der fri leg. Jeg kunne i morgen slå mig ned som alternativ behandler helt uden nogen form for dokumentation for den "behandling", jeg kunne finde på at tilbyde.

Intet tilsyn med alternative behandlere
I stedet for den gamle lægelov har vi fået RAB-ordningen, der ganske simpelt står for “Registreret Alternativ Behandler”. Ordningen hører under Styrelsen for Patientsikkerhed, og det kunne måske give indtryk af, at myndighederne fører tilsyn eller sikrer dokumentation for behandlingerne. Det ligner jo en officiel godkendelse, når man som alternativ behandler bruger det beskyttede RAB-stempel.

Men det er ikke tilfældet, for RAB-stemplet gives til alternative behandlere af de alternative behandleres egne brancheforeninger. Styrelsen for Patientsikkerhed gør det da også meget klart, at de alene vurderer, om foreningerne lever op til de formelle bestemmelser i RAB-bekendtgørelsen. Der er kun tale om en administrativ rolle og ikke en vurdering af den enkelte behandling. Som Styrelsen for Patientsikkerhed skriver, er RAB-stemplet ikke en blåstempling “af hverken behandlingsformer eller behandlere”.

Der stilles ikke krav om klinisk dokumentation for en behandling. I stedet skal foreningerne blandt andet opstille egne kriterier for god klinisk praksis, de skal have deres egne klageorganer (man kan derfor ikke som bruger af alternativ behandling klage til Styrelsen for Patientsikkerhed), og behandlere med RAB-stemplet skal have modtaget undervisning af et vist omfang.

Kravet om undervisning klinger dog hult, for hvad nytter grundlæggende sundhedsfag, hvis man efterfølgende lærer, at man skal se bort fra det? Hvad nytter det at kræve flere hundrede timers undervisning, hvis det, man underviser i, er forkert? 

Forbrugerne beskyttes ikke
Den nuværende ordning på området er dybt problematisk, da den hverken beskytter forbrugerne ordentligt eller stiller reelle krav til alternative behandlere. Man kan stort set påstå hvad som helst og tilbyde de mest farverige, men virkningsløse “behandlinger”, og det er vores syge medborgere, der kommer til at betale prisen.

Hvis alternative behandlinger reelt har en specifik virkning, så kan det dokumenteres, og det er denne dokumentation, jeg efterspørger. Det er på tide at gøre op med RAB-ordningen.

debat@altinget.dk