Psykolog til Dansk Psykiatrisk Selskab: Jeres skræmmekampagne bidrager til stigmatiseringen af psykiatriske patienter

Dansk psykiatri er i årevis blevet kritiseret af blandt andre WHO og Rigsrevisionen for omfanget af tvang, der udøves mod danske psykiatriske patienter. Er mere og tidligere tvang derfor vejen frem for dansk psykiatri? Det ser Dansk Psykiatrisk Selskab ud til at mene i et debatindlæg hos Altinget 15. april.

Dansk Psykiatrisk Selskab mener selv, at deres anbefalinger om flere tvangsbeføjelser hverken er et udtryk for at ville udøve mere tvang eller for at indskrænke patienternes rettigheder. Ikke desto mindre er øget tvang og færre rettigheder den åbenlyse konsekvens af at følge Dansk Psykiatrisk Selskabs anbefalinger.

Skræmmekampagne uden evidens

Den primære begrundelse, som forperson Merete Nordentoft og kolleger kommer med, er at reducere risikoen for personfarlig kriminalitet begået af psykiatriske patienter.

Dansk Psykiatrisk Selskab mere end antyder, at hvis ikke man får lov at øge forekomsten af tidlig tvangsbehandling, så vil vi opleve flere fremtidige tragedier med psykiatripatienter som hovedpersoner. Det er et retorisk skræmmeværktøj af værste kaliber.

Argumentet pålægger Dansk Psykiatrisk Selskab en enorm bevisbyrde for at kunne demonstrere, at tvangsforanstaltninger så rent faktisk øger sikkerhed og mentalt helbred, samt at psykiatriske patienter påviseligt udøver mere kriminalitet på grund af deres mentale problemer.

Hvis psykiatriske patienter som følge af deres mentale problemer er langt mere personfarlige end andre, og hvis man samtidig havde evidens for, at psykiatrisk behandling hjælper og skaber fremskridt, så var Dansk Psykiatrisk Selskabs argumenter mere fornuftige.

Den ærgerlige virkelighed er, at det forholder sig lige omvendt.

Snæver tænkning om tvang

Der er ikke evidens for, at en historik af psykiatriske diagnoser hos en person fører til højere incidens af personfarlig kriminalitet, tværtimod er det marginalisering, relationer og socioøkonomiske faktorer hos den psykiatriske patientgruppe, der øger risikoen for personfarlig kriminalitet.

Det er altså ikke personens diagnoser, men personens omstændigheder, der øger risikoen. Andre studier understøtter, at det ikke er personens diagnoser, der kan siges at føre til voldelig eller farlig adfærd, og at man derfor bør stille kritisk fokus på diskriminatorisk og stigmatiserende praksis og sprogbrug.

Dansk Psykiatrisk Selskabs debatindlæg er ubetinget et eksempel på sådan stigmatisering.

{{toplink}}

Det er polemisk og problematisk, at Dansk Psykiatrisk Selskab i kølvandet på medieomtalte tragiske hændelser griber chancen for at øge tvangsbeføjelser.

Det viser med al tydelighed, at toppen af dansk psykiatri har en katastrofalt snæver tænkning omkring tvang, som kun går i retning af mere biomedicinsk symptomdæmpning, isolation og fixering.

Det er i sig selv katastrofalt at starte en stigmatiserende skræmmekampagne med anbefalinger om mere tvang, men mindst lige så skræmmende er det, at der reelt ikke er evidens for, at tvangsbehandling virker.

Evidensen for ambulant tvang kaldes i en rapport fra Sundhedsstyrelsen fra 2009 ”sparsom”.

Internationale studier viser mangelfuld effekt af isolation (afskærmning) og af fixering. Medicinsk tvangsbehandling er associeret med den største grad af patientutilfredshed og modvilje og kan heller ikke påvises at skabe langsigtede forbedringer.

Rigeligt traumatiserede i forvejen

Hvad kan vi derfor konkludere?

Vi kan konkludere, at Dansk Psykiatrisk Selskab vil øge psykiatriens beføjelser til at udøve tvang over for en patientgruppe, der ikke påviseligt er mere personfarlig på grund af deres diagnoser, og med tvangstiltag, som ikke kan siges at skabe bedring for den person, der udsættes for tvangsbehandlingen.

Det er et graverende problem, at toporganet i dansk psykiatri ser på nuværende praksisser og tænker: Mere tvang er vejen frem.

Studier fra udlandet viser, at uddannelse i traumeinformeret tilgang kan reducere tvang. Det er ikke så underligt. Flere end 80 procent af psykiatripatienter har alvorlige traumer med sig.

Traumatiserede personer risikerer let retraumatisering, og psykiatrisk tvangsudøvelse er ubetinget retraumatiserende, hvilket er én af årsagerne til, at vi ikke har evidens for, at tvang virker.

For en person, der er blevet voldtaget eller på anden vis kropsligt krænket, er det utilgiveligt retraumatiserende at fastspænde, fastholde og injicere væsker for derved at overskride kroppens autonomi og grænser.

Aktivisten Silas Dam tog sit eget liv på grund af traumatisering og retraumatisering forårsaget af psykiatrisk tvang.

Der kan peges på en række rehumaniserende og kontekstorienterede tiltag, som kan reducere tvang og øge traumeinformeret tilgang samt patientrettigheder.

Så hvorfor i alverden skulle vi indføre tiltag, der øger psykiatriens beføjelser til at udføre mere tvang, som hviler på et sparsomt evidensgrundlag, over for en målgruppe, der er rigeligt traumatiserede i forvejen? 

debat@altinget.dk