Psykiatrisk Selskab: Det vil være et kvalitetsløft at samle social- og hospitalspsykiatrien

Sundhedsstrukturkommissionen har fokus på at løfte kvaliteten på landets botilbud. Men skal det for alvor nytte noget, bør man samle socialpsykiatrien og hospitalpsykiatrien, skriver Merete Nordentoft, Mikkel Rasmussen og Christian Legind.

Sundhedsstrukturkommissionen har anbefalet, at psykiatrien bliver en integreret del af de øvrige hospitaler.

I den forbindelse er der noget, som undrer os.

For hvorfor er det, at man ikke foreslår at tage skridtet fuldt ud og anbefaler at integrere socialpsykiatrien i hospitalspsykiatrien?

Netop kommunernes og regionernes samarbejde omkring mennesker med psykiske lidelser har haltet siden kommunalreformen i 2007, hvor man adskilte hospitalspsykiatrien (regionerne) og socialpsykiatrien (kommunerne).

En uheldig opsplitning, som hverken har været til gavn for den enkelte patient eller for psykiatrien som helhed.

Kvaliteten på botilbud skal løftes

At lægge socialpsykiatrien sammen med hospitalspsykiatrien organisatorisk vil skabe bedre sammenhæng i psykiatrien.

Det vil også understøtte de hensyn, som Sundhedsstrukturkommissionen har baseret sine anbefalinger på. Især hensynet om at sikre høj kvalitet for alle borgere i hele landet og hensynet om at sikre en stærk sammenhæng i borgernes forløb.

En sammenlægning vil også bidrage til at løfte kvaliteten på døgninstitutioner og bosteder, hvor nogle af de mest psykisk syge lever deres liv.

For så vil socialpsykiatrien være underlagt de rettigheder og kvalitetskrav, som gælder i resten af sundhedsvæsenet. Ligesom hospitalspsykiatrien vil blive styrket af at få flere socialfaglige og pædagogiske kompetencer i samme organisation.

Sundhedsstrukturkommissionen har fokus på at løfte kvaliteten på landets botilbud, og det er vi glade for.

Vi er varme tilhængere af både tværfaglige bosteds-teams, og at alle bosteder får deres egen, fast tilknyttede læge.

Særligt det sidste kan ikke blive indført hurtigt nok – for vi bør have lige adgang til lægehjælp for alle borgere.

Bevar regionspsykiatrien

Ved at lægge socialpsykiatrien sammen med hospitalspsykiatrien vil landets bosteder komme tilbage til regionspsykiatrien.

Det vil lette arbejdet med at sikre højere kvalitet både sundhedsfagligt og socialfagligt, da man er mere vant til at arbejde med evidens, forskning og kvalitetssikring i det regionale sundhedsvæsen og psykiatrien.

{{toplink}}

Uanset hvilken af kommissionens tre overordnede styringsmodeller, der bliver valgt, så ønsker vi, at botilbud for voksne med langvarige psykiatriske lidelser – de såkaldte §108-tilbud – bliver overført til sundhedsvæsenet, stadig som botilbud med selvstændige lejemål.

Vi er store modstandere af en model, hvor de nuværende, højt specialiserede regionale botilbud bliver til kommunale tilbud.

Det vil medføre en stor risiko for yderligere tab af uddannede medarbejdere og kompetencer. Lige nu er det for eksempel kun 55 procent af medarbejderne i socialpsykiatrien, som har en social- eller sundhedsfaglig uddannelse.

Skab systemet til patienten

Sammenlægningen af socialpsykiatri og hospitalspsykiatri skal være både økonomisk og ledelsesmæssigt.

Det vil kunne skabe bedre overgange i psykiatrien for den enkelte patient. Det vil blive lettere at følge patienten gennem systemet og sikre, at den eventuelt faste omsorgsperson eller pårørende lettere kan blive inddraget.

På samme måde vil den syge og dens netværk også møde et mere gennemskueligt system med en fast kontaktperson, uanset hvor den syge er fysisk eller psykisk.

Det bliver lettere at lave overgange fra blandt andet åbne og lukkede akutte psykiatrisenge, hvor man er indlagt i dage til uger, til rehabiliteringsafsnit, hvor man kan være indlagt i måneder.

Der kan kobles daghospitaler, udslusningsboliger og værksteder til rehabiliteringsafsnittene, som gør overgangen til at klare sig selv lettere netop med færdighedstræning, aktiviteter og fællesskab.

På rehabiliteringsafsnittene ville det store fokus være på en tværfaglig tilgang med ergoterapeuter, fysioterapeuter, kunst- og musikterapeuter, socialrådgivere og andre faggrupper.

{{toplink}}

Ved at organisere socialpsykiatrien sammen med hospitalspsykiatrien vil der også ske en naturlig videndeling mellem forskellige faggrupper under samme ledelse.

Samtidigt kommer vi også ud over det store datadelingsproblem, når der skal dokumenteres i journaler, da man ved en samling kan sikre, at viden følger patienten gennem hele systemet fra før, under og efter indlæggelse til eget hjem.

Slutteligt får vi også udryddet de lovgivninger, der nogle gange spænder ben for det fulde borgerforløb, da der i hospitalspsykiatrien er en sundhedslov at forholde sig til, mens der i kommunernes socialpsykiatri er en servicelov.

Forrige artikel Ergo- og fysioterapeuter: Genoptræning og rehabilitering skal sikres i det nye sundhedsvæsen Ergo- og fysioterapeuter: Genoptræning og rehabilitering skal sikres i det nye sundhedsvæsen Næste artikel Psykiatriforeninger og Kræftens Bekæmpelse: En samling af psykiatri og somatik vil kunne redde liv Psykiatriforeninger og Kræftens Bekæmpelse: En samling af psykiatri og somatik vil kunne redde liv
Bliver kommunerne mast i de 17 sundhedsråd?

Bliver kommunerne mast i de 17 sundhedsråd?

En kommissionformand, en KL-direktør og en lægeformand vurderer regeringens forslag til en sundhedsreform. Bliver de kommunale medlemmer af de nye sundhedsråd mast af regionerne? Og er flytningen af to store kommunale sundhedsopgaver et af de dårligste tiltag i reformforslaget? Lyt til ret forskellige svar i denne udgave af Politisk Stuegang.