Psykiatrifonden til Heunicke: Vi kan ikke lægge psykiatrien i coronadvale

Af Torsten Bjørn Jacobsen og Marianne Skjold
Formand og direktør, Psykiatrifonden

Vi mangler en uddybelse fra sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S). En reel begrundelse for at lade de nye målsætninger vente.

Det er, som om mange politikere, og herunder endda sundhedsministeren, ikke forstår, hvor indgribende det er at anvende tvang over for et menneske. At vi som mennesker og samfund bør se at komme i gang og politikerne med beslutningskraft i særdeleshed. Uanset coronasituationen.

Vi er slet ikke kommet langt nok, hvilket den seneste opgørelse fra Sundhedsstyrelsen også viser, og vi kan ikke blive ved med at lægge alt i coronadvale.

Samtidig er det vigtigt at sige, at der skal være fokus på al anvendelse af tvang og ikke kun på enkelte metoder. Samtidig skal indsatsen, der skal få antallet af anvendelser ned, gå på tværs af sektorer.

Fokusset har måske været skadeligt
Tvang kan nok ikke forebygges helt, men vi kan komme meget længere ned.

Vi er meget enige med Bedre Psykiatris formand, Mads Engholm, der i sidste uge kommenterede på udskydelsen og sagde, at eftersom der allerede ligger en beslutning fast om at reducere tvang, så er der ingen grund til at vente.

Antallet af bæltefikseringer er bragt ned de senere år, men samtidig er der sket en stigning i anvendelsen af beroligende medicin og fastholdelse.

Som Sundhedsstyrelsens vicedirektør, Helene Probst, sagde i forbindelse med offentliggørelsen af den seneste opgørelse, tyder det på, at der er store problemer med kvaliteten af den behandling, som vi giver mennesker med psykiske lidelser, og at arbejdet med at nedbringe tvangsanvendelse slet ikke er nok.

Måske har det endda været skadeligt, at man kun har haft konkrete målsætninger for ét område af tvangen. Man har simpelthen tabt fokus på alt det, der ligger før. Det forebyggende og ikke mindst tværsektorielle samarbejde ligger fortsat urørt.

Tvang er sidste udvej
Hvis vi vil ned i selve tvangsanvendelsen, så skal der et langt bredere fokus på alt det, der leder op til tvangen.

Tvang er en sidste udvej, når alt andet er prøvet. Alt for ofte er der for lidt, der kan prøves, før det når til tvangen. Mennesker med misbrug og psykisk sygdom mangler fortsat, at indsatserne bliver samlet og bedre koordineret. Det fører til mere tvang.

De socialpsykiatriske bosteder er hjem for samfundets allermest udsatte borgere. Disse borgere har ofte meget komplekse problemstillinger, som udfordrer kompetencerne hos dem, der skal varetage opgaven.

Det er slet ikke prioriteret højt nok, hvor vigtig en samfundsmæssig opgave det er at varetage omsorgen for disse borgere. Det fører til mere tvang.

Ville du også lade kræftpatienten vente?
Sammenhængen mellem behandling under indlæggelse og det rette tilbud under udskrivelse er endnu et område, hvor det kan gøres bedre.

Mennesker, der har været udsat for overgreb i opvæksten, får ofte problemer med affektforvaltningen og kan blandt andet skade sig selv for at holde livet ud.

Der findes effektive psykoterapeutiske behandlingsmetoder, som kan gives ambulant. Som det er i dag, er disse behandlingsmuligheder ikke altid tilgængelige i et omfang, der møder behovet, og som, der er evidens for, virker. I stedet bliver disse mennesker indlagt. Det fører til tvang.

Patienterne kan ikke vente, psykiatrien kan ikke vente. Alle arbejder for at nedbringe tvang, men alle har brug for at komme videre nu med sundheds- og ældreministeren ved roret.

Vi kan ikke lægge psykiatrien i coronadvale. Beslutningen er for længst truffet, det er bare at komme i gang. Kære Magnus Heunicke, du må komme med en bedre forklaring på, at du vil udskyde det videre arbejde. Ville du også lade kræft- og hjertepatienterne vente?

debat@altinget.dk