Psykiater: Regioner skal tage ansvar for pladsmanglen

REPLIK: Danske Regioner finder klichéerne frem, når de skal forholde sig til, at der ikke er plads nok på psykiatriske afdelinger, skriver speciallæge i psykiatri Karin Gard i en replik til Charlotte Fischer, formand for Danske Regioners psykiatriudvalg.

Af Karin Garde
Speciallæge i psykiatri

Når jeg skriver noget så selvindlysende, som at der skal være pladser nok på de psykiatriske afdelinger til de sværest psykisk syge i tilstrækkelig tid, så udskrivning er forsvarlig, bliver der ordentligt taget fat i klicheerne: ”Raske skal ikke være indlagt”, ”Vi skal ikke skrue tiden tilbage til opbevaring på psykiatriske afdelinger” og ”Langtidsafdelinger over en bred kam”. Hvem plæderer dog for det?

Det er bekymrende, at der på dette niveau i regionerne ikke er viden om, at de nævnte klicheer er fjern fortid, og at de gode behandlings- og rehabiliteringsprogrammer under indlæggelse til netop de sværest syge, ofte misbrugende patienter ikke længere er mulige at føre ud i livet på grund af pladsmangel. Det fremgår også af regeringens egne rapporter om sammenhæng mellem kriminalitet og psykisk sygdom, hvor nødvendig adgang til længerevarende indlæggelser for de sygeste er. Det bemærkes lakonisk, at dette ikke er muligt under den nuværende organisation af det psykiatriske sygehusvæsen.

Ny institutionstype er en overvejelse værd
Konsekvensen af den systematiske reduktion af netop disse pladser er stigning i alvorlig, personfarlig kriminalitet, stigning i misbrug sammenhængende med psykose, over 60 procent stigning i antallet af tvangsindlæggelser som markør for, at indlæggelse først finder sted, når det er virkelig farligt at undlade. Stigning i antallet af svært psykotiske på bosteder og i hjemløseorganisationerne og sågar i fængslerne, hvor sindssyge ikke har noget at gøre. En afledt følge af disse forringelser er afvandring af erfarent personale fra afdelinger og bosteder.

Det er nu på høje tid, at regionerne vedkender sig ansvaret for den organisation, som medfører al denne elendighed, som især rammer mænd. Disse har brug for den psykiatrifaglige ekspertise og lovgivning, som de psykiatriske afdelinger råder over. Det er opmuntrende, at Charlotte Fischer anfører, at økonomi ikke er problemet. Så det er med at komme i gang og få vendt skuden inden det næste drab.

Om der er grund til at oprette en ny institutionstype med mulighed for tvangsanvendelse over for folk, der udelukkende har misbrug, som supplement til kommunernes misbrugsorganisation er da en overvejelse værd.

Replik til Charlotte Fischer, formand for Danske Regioners psykiatri- og socialudvalg under overskriften "Raske skal ikke være indlagt". Charlotte Fischers indlæg kom som svar på et tidligere indlæg fra Karin Garde, som du kan læse her: "Ny institutionsform hindrer ikke drab"

Forrige artikel Direktør på bosted: Pas på med eksperimenter Direktør på bosted: Pas på med eksperimenter Næste artikel Bioanalytikere: Ryk laboratorierne hjem i ældres stuer Bioanalytikere: Ryk laboratorierne hjem i ældres stuer
Bliver kommunerne mast i de 17 sundhedsråd?

Bliver kommunerne mast i de 17 sundhedsråd?

En kommissionformand, en KL-direktør og en lægeformand vurderer regeringens forslag til en sundhedsreform. Bliver de kommunale medlemmer af de nye sundhedsråd mast af regionerne? Og er flytningen af to store kommunale sundhedsopgaver et af de dårligste tiltag i reformforslaget? Lyt til ret forskellige svar i denne udgave af Politisk Stuegang.