Professor: Politikerne har fravalgt LGBTIQ-borgers seksuelle sundhed og rettigheder

Når politikerne i deres forhandlinger om SSA-reserven har fravalgt finansiering af AIDS-Fondet, betyder det en øget hiv-smitte og større ulighed blandt LGBTIQ-borgere, skriver Morten Skovdal.

Sidste fredag præsenterede socialminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) resultatet af den nye reserve til social-, sundheds- og arbejds- markedsområdet (SSA-reserven). Med begrænsede midler har regeringen skulle tage nogle politiske valg om, hvilke civilsamfundsorganisationer og -tilbud de vil prioritere.

AIDS-Fondet mister den finansiering, der tidligere kom fra satspuljen. I praksis betyder det, at de står til at skulle lukke deres Checkpoint-klinikker i Aalborg og Odense, åbningstiderne i Aarhus og København bliver skåret markant, og 23 medarbejdere mister deres job.  

AIDS-Fondets Checkpoint-klinikker er rygende populære blandt LGBTIQ-borgere, netop fordi de her, modsat mange steder i det offentlige, bliver mødt af personale, der har en åben, fordomsfri, og sex-positiv tilgang arbejdet med borgeren.

I 2022 testede Checkpoint-klinikkerne næsten 12.000 mennesker for sexsygdomme. Samtidig måtte de ugentligt afvise 40-50 personer på grund af manglende tid. I en tid med stigende antal smittede med sexsygdomme, og hvor der er behov for flere ressourcer, er det foruroligende, at man vælger at beskære dem.

AIDS-Fondet har nedbragt antallet af hiv-smittede
I Danmark lever cirka 6.800 personer med hiv, og over halvdelen af de smittede er homoseksuelle og andre mænd, som har sex med mænd. AIDS-Fondets Checkpoint-klinikker spiller en afgørende rolle i at forebygge hiv-smitte, både gennem test for sexsygdomme og gennem visitering med henblik på opstart af PrEP, en pille som kan forebygge hiv-smitte.

PrEP har revolutioneret hiv-forebyggelse og gjort, at personer i risiko for at blive smittet med hiv kan have et sundt og positivt sexliv uden at skulle bekymre sig om hiv. Desværre var der i 2022 kun 2.100 personer på PrEP-behandling.

De sidste fem år har jeg forsket i, hvordan man kan øge optaget af personer på PrEP-behandling forskellige steder i verden, også i Danmark. For nyligt udgav jeg sammen med PrEP-brugere og sundhedspersonale en rapport, som viser, at det at komme i PrEP-behandling ikke er noget, man bare gør. Der er store geografiske forskelle i, hvor tæt man er på en infektionsklinik, og ofte oplever personer, som søger adgang til PrEP, både stigma og skam i deres møde med det danske sundhedsvæsen.

Al min forskning peger på et behov for differentierede sundhedsydelser, altså at man udvikler forskellige indsatser, som anerkender ulighed i adgang, og som gør det nemmere for et større antal personer at komme på PrEP. AIDS-Fondets Checkpoint-klinikker løfter netop denne vigtige opgave, både ved geografisk spredning, og gennem deres kendskab til målgruppen.

Deres kampagne og visitationsindsats vedrørende PrEP har uden tvivl medvirket til en reduktion af nydiagnosticeret hiv-smitte i Danmark på cirka 60 procent, efter at PrEP blev gjort tilgængelig i 2017. Denne positive tendens vil uden tvivl stagnere, og muligvis vende i takt med at AIDS-Fondet mister deres midler.

Et tilvalg af mere hiv-smitte
Det er vigtigt at politikkerne er opmærksomme på, at et fravalg også er et tilvalg. Ved at fravælge AIDS-Fondets Checkpoint-klinikker fra SSA-reserven, tilvælger politikkerne således mere hiv-smitte og større ulighed blandt danske LGBTIQ-borgere, hvad angår adgang til seksuel sundhed.

Jeg kan ikke lade være med at stille det provokerende spørgsmål: Ville dette tilvalg have set anderledes ud i dag – og ville hiv-responsen have været karakteriseret ved mere hast og handling – hvis størstedelen af de hiv-smittede var blandt unge heteroseksuelle?

AIDS-epidemien i 1980’erne var ikke karakteriseret ved det samme samfundssind og mobilisering af viden og ressourcer, som vi så under corona-pandemien. Der blev ofte reageret langsomt og med meget lidt sympati for de grupper, hvori smitten raserede. Når der blev reageret, var det takket være den aktivisme, der sprudlede i de miljøer, som var hårdest ramt.

Det er dybt frustrerende, at vi årtier senere står i en situation, hvor opretholdelse af LGBTIQ-borgeres seksuelle sundhed og rettigheder igen bliver afhængig af deres aktivisme. Jeg håber, at politikkerne vil lytte til deres opråb.

{{toplink}}  

Forrige artikel Jakob Engel-Schmidt svarer på kritik fra forskere: I simplificerer debat om kunst og psykisk helbred Jakob Engel-Schmidt svarer på kritik fra forskere: I simplificerer debat om kunst og psykisk helbred Næste artikel Overlæge: Giv akutsygeplejersker i kommuner lov til at tage blodprøver og undgå unødvendige indlæggelser Overlæge: Giv akutsygeplejersker i kommuner lov til at tage blodprøver og undgå unødvendige indlæggelser