Professor om hiv-debat: Bekymrende, at det handler om moralske forkvabbelser
DEBAT: Det er bekymrende, hvor hurtigt en debat om prioritering af sundhedsydelser handler om moralske forkvabbelser, når det gælder ydelser til grupper med andre behov end flertallet, mener professor Klaus Lindgaard Høyer.
Af Klaus Lindgaard Høyer
Antropolog og professor i sundhedstjenesteforskning, Københavns Universitet
I den forløbne uge blev muligheder for hiv-forebyggende medicin genstand for heftig diskussion.
Sundhedsøkonom Jakob Kjellberg udtalte til DR, at det at tilbyde homoseksuelle mænd en pille, der nedsætter risikoen for hiv-smitte ved ubeskyttet sex, svarede til, "at staten stillede betalt taxa til rådighed for en person, som er notorisk kendt for at køre fuld hjem fra et værtshus, fordi det måske kunne betale sig at forebygge ulykker".
Udenlandske erfaringer indikerer, at det måske kan være billigere at forebygge end at behandle folk, når de er smittet. Men "at en behandling potentielt er besparende, er ikke altid ensbetydende med, at man skal tilbyde den," mente Kjellberg.
Fra Dansk Folkepartis side foreslog man hurtigt brugerbetaling, og partiets sundhedsordfører Liselott Blixt sagde til DR, at det var urimeligt, at samfundet skulle betale for, at homoseksuelle mænd "frit kan forlyste sig uden at have et ansvar".
Det er meget fornuftigt med en debat om nye forebyggende tiltag og således også at undersøge og diskutere den nye forsøgsordning med at tilbyde i størrelsesorden 500 højrisikopersoner forebyggende hiv-medicin.
Det er imidlertid ikke en fornuftig måde at diskutere det på, når man tilsidesætter viden, saglighed, udenlandske erfaringer og sundhedsøkonomiske argumenter og blot artikulerer personlige fordomme og holdninger.
Er løsrevet fra virkeligheden
Kjellbergs indlæg er blottet for sundhedsøkonomi, og hans analogi er løsrevet fra virkeligheden.
En mere passende sundhedsøkonomisk sammenligning end taxa til fulde billister ville være andre forebyggende tiltag knyttet til risici, der hænger sammen med adfærd.
Det kan være for eksempel rygestop, kost- og motionsændringer eller introduktionen af en HPV-vaccine for at nedsætte risikoen for kræft.
En saglig vurdering må også indbefatte undersøgelse af, hvilke erfaringer der er med effekten, ligesom man må overveje, om en forebyggende indsats kan have andre uforudsete, dynamiske effekter.
I forhold til den såkaldte hiv-pille kan det være sådan noget som forandret sexkultur og flere kønssygdomme af andre typer.
Det er også altid relevant at overveje alternative indsatser til at nå samme mål, eksempelvis de klassiske kondomkampagner.
Det er for eksempel umiddelbart besynderligt, at Københavns Kommune har valgt at spare penge på opstilling af kondomer på steder med højrisikoadfærd, og at regionerne så kort efter vælger at tilbyde den forholdsvis dyre medicin.
Ikke et eksempel til efterfølgelse
Der kan være gode grunde til at være varsom med nye forebyggende tiltag, og måske er hiv-forebyggende piller ikke en god ide.
Det, som en af landets førende sundhedsøkonomer bringer til torvs, hjælper imidlertid ikke debatten på vej.
Det er ikke et sagligt indlæg.
Et politisk parti derimod kan selvfølgelig vælge at argumentere for, at nogle samfundsgrupper skal have færre rettigheder og prioriteres lavere end andre, som Dansk Folkeparti tilsyneladende lægger op til.
Det er bekymrende, hvor hurtigt en debat om prioritering af sundhedsydelser kommer til at handle om moralske forkvabbelser, når det gælder ydelser til grupper i samfundet med andre behov end flertallet.
Det er særligt ærgerligt i en tid, hvor der er så klare behov for prioriteringer, som altid helst skal bygge på videnskab frem for fordomme.
Vi taler meget i sundhedsvæsenet om at blive bedre til at bygge på data, videnskab og erfaringer.
Hvis det er målet, er det her ikke et eksempel til efterfølgelse.
Farmaceuter: Det er os, der har fagligheden til medicinsamtalen
KL: Sundhedsfællesskaberne må ikke blive et ekstra myndighedsniveau
