Professor: Drop historierne om et sygehusvæsen i krise

Af Signild Vallgårda
Professor i sundhedspolitiske analyser, Københavns Universitet

”Vi skal pumpe nyt liv i sygehusene! Drop sparekravene!” skriver Dansk Folkeparti på plakater i bybilledet. Det lyder lidt dramatisk, som om sundhedsvæsenet har brug for førstehjælp.

Forkert forestilling om sundhedsvæsnet
Sloganet spiller på en ret udbredt forestilling om, at sygehusene er nødlidende, fordi regeringen udsulter dem. Der tales ofte om, at sundhedsvæsenet er genstand for besparelser og nedskæringer. Det er en klagesang, som er blevet sunget siden 1980’erne. I en periode netop i 1980’erne havde den noget på sig, men siden er det gået støt opad med udgifterne til sundhedsvæsenet og dermed med antallet af ansatte. Det gælder også i de senere år.

Aktiviteten i sundhedsvæsenet vokser også konstant. I årene 2009-14 steg antallet af kontakter med 7,5 procent. Den stigende aktivitet skaber naturligvis behov for flere ansatte, eller omvendt, flere ansatte skaber øget aktivitet. Antallet af læger steg med 14 procent 2009-14, og antallet af sygeplejersker med 10 procent, det vil sige mere end antallet af kontakter.

Når man, som Dansk Folkeparti og andre, taler om, at der sker nedskæringer i sundhedsvæsenet, kan man let få det indtryk, at der bruges færre penge på væsenet. Samlet set giver det ikke mening at tale om nedskæringer eller besparelser, men der er naturligvis områder, som får færre ressourcer, mens andre får flere.

Har fået højere forventninger
Hvordan kan det være, at en fortælling om et sygehusvæsen i krise, nedskæringer mv. har et så stort gennemslag, når tallene viser, at det ikke står så grelt til? Det handler sikkert om en stigende efterspørgsel, som for en del skyldes, at andelen af ældre i befolkningen vokser, og at behandlingsmulighederne bliver større.

Men formentlig er en anden faktor af større betydning, nemlig befolkningens voksende forventninger. Vi går til læge med symptomer, som de fleste tidligere ville have noteret og ventet på gik over, eller havde valgt at leve med. Det betyder sikkert, at folk ofte får en behandling, som befrier dem fra symptomerne og deres årsager, men det er ikke udtryk for en forringet sundhedstilstand, at folk går stadig mere til læge og henvises til sygehuse. Det er desuden ganske vist, at disse forventninger vil blive ved med at vokse og vokse.

Det er også ganske sandsynligt, at utilfredsheden med sundhedsvæsenet vil blive ved med at komme til udtryk uanset, hvor mange penge der bliver postet i væsenet. Den tidligere svenske statsminister Tage Erlander talte om ”de voksende forventningers utilfredshed”. Den indebærer, at uanset, hvor meget velfærdsstatens ydelser udbygges og forbedres, vil vi hurtigt vænne os til dem og forvente mere. Det er skruen uden ende, og derfor vil fortællingen om besparelser og kriser blive ved med at kunne bruges i den politiske debat.

Mere fokus på klager
Et andet forhold, som kan forklare klangbunden for krisefortællingen, er at utilfredsheden langt oftere kommer til udtryk end tilfredsheden. Som den svenske digter Erik Gustaf Geijer skrev: ”Var plåga har sitt skri för sig, men hälsan tiger still” (Hver plage sit eget skrig, med sundheden er tavs).

Folk er mere tilbøjelige til at hæve deres stemme, når de har haft dårlige, end når de har haft gode oplevelser, og medierne er ligeledes mere tilbøjelige til at bringe historier, hvor der er noget, der er gået galt.

Dette vil næppe ændres, men ansvarlige politikere burde holde sig fra at bruge disse forestillinger til at slå politisk plat. Der træffes givetvis ofte ringere beslutninger, hvis politikere ikke forholder sig til de kendsgerninger, som er let tilgængelige og i stedet er med til at udbrede myter. Det gavner næppe heller deres vælgere.

Læs mere: Læge: Stort behov for opgør med dansk sygemeldings-kultur

debat@altinget.dk