Praktiserende Speciallæger: Vi er klar til at være medspillere i det nære sundhedsvæsen

Vi kan både samarbejde med de alment praktiserende læger og aflaste sygehusene. Og ikke mindst kan vi bidrage til, at mange flere patienter behandles i deres lokalområde, skriver Ann-Louise Reventlow-Mourier.

Mange flere patienter skal fremover behandles i det nære sundhedsvæsen. Så meget står fast, efter at regeringens sundhedssstrukturkommission (SSK) forleden fremlagde sin 600 sider lange rapport med forslag til nyindretning af hele sundhedsvæsenet.

Formanden for kommissionen, Jesper Fisker, slog ved præsentationen fast, at der er brug for at opruste i det nære sundhedsvæsen uden for sygehusene, og her blev de praktiserende speciallæger nævnt som en vigtig aktør.

Kommissionen understreger, at de praktiserende speciallæger kan bidrage til øget geografisk lighed og en mere effektiv brug af sundhedsvæsenets knappe ressourcer. Derfor foreslår den, at speciallægepraksis tænkes ind i den strategiske planlægning af sundhedsvæsenet.

{{toplink}}

Vigtigere rolle i det nære sundhedsvæsen

Det er forslag, som vi i Foreningen af Praktiserende Speciallæger (FAPS) er helt enige i. Og derfor er vi særdeles glade for, at kommissionen i rapporten slår fast, at øjenlægerne, ørelægerne, psykiaterne, hudlægerne og alle de andre praktiserende speciallæger skal spille en vigtigere rolle i det nære sundhedsvæsen, end vi gør i dag.

I FAPS har vi i mange år netop efterlyst, at landets cirka 1.000 praktiserende speciallæger bliver tænkt strategisk ind som medspillere i det nære sundhedsvæsen. Vi kan både samarbejde med de alment praktiserende læger og aflaste sygehusene. Og ikke mindst kan vi bidrage til, at mange flere patienter kan behandles i deres lokalområde og ikke behøver tage på en lang rejse til sygehuset.

Derfor er det særdeles positivt, at SSK nu lægger op til, at sundhedsmyndighederne og regionerne planlægger en systematisk inddragelse af de praktiserende speciallæger. Forslaget skal understøtte en mere lige adgang for borgerne, og at praksisplanlægningen aktivt forholder sig til opgavefordelingen mellem almen praksis, speciallægepraksis og sygehuse.

Efterlyser netværk for praktiserende speciallæger

Det er klart, at denne plan stiller store krav til antallet og fordelingen af praktiserende speciallæger i landet. I dag er der flere områder med for få speciallæger, og i FAPS har vi derfor længe efterlyst, at der etableres et landsdækkende netværk af praktiserende speciallæger. 

Vi har ingen rekrutteringsproblemer i speciallægepraksis, heller ikke i de egne af landet hvor der er langt til specialisterne på sygehuset. Etablering af et stærkt netværk af praktiserende speciallæger vil være en investering i at aflaste sygehusene, forkorte ventelisterne og mindske den geografiske ulighed i sundhed.

{{toplink}}

Forrige artikel Gigtforeningen og Dansk Industri: Forebyggelse er vejen til flere gode leveår for kronikere Gigtforeningen og Dansk Industri: Forebyggelse er vejen til flere gode leveår for kronikere Næste artikel Monika Rubin og Dansk Sygeplejeråd: Fokus på datadeling i ny sundhedsreform kan spare os for dyre fejl Monika Rubin og Dansk Sygeplejeråd: Fokus på datadeling i ny sundhedsreform kan spare os for dyre fejl