Patientforening: Fortsat grund til bekymring om kontanthjælp

DEBAT: Selvom borgere med svært bevægelseshandicap og borgere med handicap, der har fået anvist bolig af kommunen, er blevet fredet, så er der stadig grund til bekymring i forhold til det nye kontanthjælpsloft. Det skriver næstformand for PolioForeningen og PatientUlykkesForeningen Janus Tarp.

Af Janus Tarp
Næstformand for PolioForeningen og UlykkesPatientForeningen

Regeringens lovforslag om (gen-)indførelse af kontanthjælpsloft har skabt megen debat. Først blev gruppen af borgere med svært bevægelseshandicap ”fredet”, og senest har forligsparterne meldt ud, at også gruppen af borgere med handicap, der har fået anvist deres bolig af kommunen, ikke vil blive ramt. Det er naturligvis positivt, at der nu er taget højde for disse grupper i lovforslaget. Er der så grund til fortsat bekymring?

Sandsynligvis! For selvom beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen har fastslået, at ”handicappede ikke bør frygte kontanthjælpsloftet”, så er der måske alligevel en gruppe, der ulykkeligvis kan blive ramt. Kriterierne for at være omfattet af boligstøttelovens bestemmelser om ”stærkt bevægelseshæmmede” er forholdsvist restriktiv, og gruppen af borgere, der har fået anvist deres bolig af kommunen, er ligeledes afgrænset.

Der er her tale om borgere med tydelige/synlige handicap, og det bør være oplagt for enhver, at der er tale om borgere med begrænsninger i såvel funktionsevnen og arbejdsevnen. Borgere, der på ingen måde bør være forsørget af kontanthjælp. Ikke desto mindre findes de – ellers havde man vel ikke lavet undtagelserne?

Personer med nakkeskader kan rammes af loft
Men hvad så med gruppen af borgere med mindre synlige handicap? Der, hvor funktionsevnen og arbejdsevnen også er påvirket, men hvor man endnu ikke har kunnet stille en diagnose, eller hvor prognosen er usikker. I UlykkesPatientForeningen har vi en række medlemmer med fx nakkeskader, der befinder sig i netop den gruppe.

En del af disse borgere havner på kontanthjælp, fordi de ikke opfylder betingelserne for fleksjob eller førtidspension, fordi det ikke er dokumenteret, at arbejdsevnen er væsentligt og varigt nedsat. De har behov for indsats, men hvilken? Forhåbentlig bliver denne gruppe fremadrettet ”reddet” af jobafklaringsforløb og ressourceforløb, men en del modtager rent faktisk kontanthjælp. Hvordan sikres det, at de ikke presses ud i uoverskuelige økonomiske og sociale vanskeligheder pga. det nye kontanthjælpsloft?

Forrige artikel Forskere: Mental sundhed kræver nyt fokus Forskere: Mental sundhed kræver nyt fokus Næste artikel Diabetesforeningen: Brug for national handleplan Diabetesforeningen: Brug for national handleplan
Bliver kommunerne mast i de 17 sundhedsråd?

Bliver kommunerne mast i de 17 sundhedsråd?

En kommissionformand, en KL-direktør og en lægeformand vurderer regeringens forslag til en sundhedsreform. Bliver de kommunale medlemmer af de nye sundhedsråd mast af regionerne? Og er flytningen af to store kommunale sundhedsopgaver et af de dårligste tiltag i reformforslaget? Lyt til ret forskellige svar i denne udgave af Politisk Stuegang.