Patienter skuffet over dødelighedstal

DØDELIGHED: Danske Patienter mener, at Danske Regioner oversælger nyheden om lavere dødelighed på sygehusene. DSI-direktør synes godt, sygehusene kan være stolte.

Laveste dødelighed nogensinde. Sådan lyder overskriften i en pressemeddelelse fra Danske Regioner med de nyeste tal om dødeligheden på danske hospitaler samlet set. Tallene er opgjort i de såkaldte Hospitals Standardiserede Mortalitets Rater (HSMR).

Den seneste opgørelse af dødeligheden på sygehusene viser, at der i fjerde kvartal 2011 på landsplan var den laveste dødelighed nogensinde med en HSMR på 92.

I 2007 lå HSMR-tallet mellem 102 og 105 med et årligt gennemsnit for året på 104. I 2011 var det tal faldet til et HSMR mellem 92 og 98 med et gennemsnit for året på 95.

Hos Danske Regioner glæder man sig over, at 2011 i et kvartal bød på en bundrekord i dødeligheden.

Astman: Vigtigt med langt fokus
Men formand for Danske Regioners Sundhedsudvalg, Ulla Astman (S), lægger mest vægt på forskellen i dødeligheden mellem 2007 og 2011.

"Det er naturligt, at HSMR-tallene varierer over tid. Der vil altid være en vis grad af tilfældig variation i, hvor mange patienter der dør på sygehuset i en periode. Derfor hæfter jeg mig ved den langsigtede tendens. Sundhedsvæsenet arbejder på rigtig mange fronter med at forbedre kvaliteten - det er summen af det arbejde, som skaber bedre resultater for patienterne og fald i dødeligheden," udtaler Ulla Astman i en pressemeddelelse.

Hos Danske Patienter synes man, at Danske Regioner oversælger de faktiske tal. Direktør i Danske Patienter, Morten Freil, anerkender, at der er sket et fald i dødeligheden.

"Der er sket et markant fald i dødeligheden fra 2007 til 2008. Men siden da er der ikke sket det store, hvis man tager højde for den statistiske usikkerhed, som også er angivet i opgørelsen," siger Morten Freil.

Patienter: Skuffende
Og de små men statistiske usikre fremskridt, der er sket fra 2008 og frem til 2011, er ekstra skuffende, når man ser på de store indsatser på sygehusene i denne periode, mener Morten Freil.

"I den periode er der er indført en række nye teknologier, pakkeforløb og patientsikkerhedstiltag. Alt sammen tiltag, der skal forbedre behandlingen og sikre lavere dødelighed. Derfor er det skuffende, at man ikke kan se nogle statistisk sikre fremskridt fra 2008 og frem," siger Morten Freil.

Han mener, at de manglende resultater bør være et advarselssignal til regionerne og politikerne.

"Produktiviteten i sundhedsvæsnet er steget kraftigt i denne periode. Og noget tyder på, at man ude på hospitalerne bliver presset så hårdt, at det går ud over kvaliteten i behandlingerne," siger Morten Freil.

Søgaard: Det er flot
Direktør i DSI, Jes Søgaard, er uenig i Danske Patienters læsning af tallene.

"Der er et markant fald fra 2007 til 2008. Men resten af perioden kan man se et jævnt fald, omend det måske er mindre markant," siger Jes Søgaard.

Login